
Det amerikanske investeringsselskab The Capital Groups Companies (CGC) har kastet sin kærlighed på TDC for 3,6 mia. kr., skriver Jyllands-Posten.
Ifølge en meddelelse fra TDC passerede selskabet onsdag en ejerandel på mere end 10 pct., og det gør CGC til den største TDC-ejer, skriver avisen.
"Sammenlignet med andre europæiske teleoperatører står TDC stærkt. Det kan godt være, at udbytteniveauet er kommet ned fra et ekstremt højt niveau til et mere sammenligneligt niveau, hvor andre selskaber også kan være med, men TDC er stadig en meget stabil investeringscase," siger Morten Imsgard, senioranalytiker i Sydbank, som bud på, hvorfor CGC har valgt at investere kraftigt i TDC netop nu.
CGC forvalter en formue på vegne af private investorer, fonde, selskaber og investeringsforeninger på mere end 7.500 mia. kr. Opkøbene øger CGC's aktiepost til godt 81 mio., der har en nuværende markedsværdi på omkring 3,6 mia. kr.
CGC's interesse for TDC blev først synlig i sommer, da selskabet den 25. juli rundede en ejerandel på mere end 5 pct. skriver Jyllands-Posten.
TDC ejes af 44.000 aktionærer. Heraf ejer tre selskaber, der alle er amerikanske, mere end 5 pct.