
SBS Discovery Media lægger kanalporteføljen om og skifter ungdomskanalen 7'eren ud med krimikanalen ID, Investagation Discovery.
Det skriver tv-selskabet i en pressemeddelelse.
”Krimi-udsendelser har en kæmpe seerinteresse i Danmark og hitter især blandt storforbrugerne af tv og kvinder over 30 år. Vi har også oplevet interessen for krimiprogrammer på vores hovedkanal Kanal 5, hvor krimiserier som ”CSI” og dokumentarprogrammer om politiets arbejde er blandt de mest sete programmer,” siger Christian Kemp, adm. direktør SBS Discovery Media, der ud over ID og Kanal 5 også står bag tv-kanalerne Kanal 4, 6’eren, Discovery Channel og TLC.
ID - Investigation Discovery har ifølge SBS Disccovery de sidste syv år været den hurtigst voksende tv-kanal i Discovery-familien. Den er også tidligere lanceret på det danske marked - i 2010 før Discovery opslugte SBS - og lanceres altså nu på ny med større lokalt fodfæste i ryggen i SBS Discovery-regi.
Discovery knopskyder med krimi-kanal
Kanalen får premiere til efteråret og vil bl.a. blive distribueret hos Yousee, Canal Digital og Stofa og overtager altså den kanalplads og de distributionsaftaler, som 7’eren har.
Usikker fremtid for ungdomskanalen '7'eren'
7'eren har kun sendt i halvanden år, men afviklingen kommer ikke som en stor overraskelse. For knap en måned siden satte flere mediabureauer spørgsmålstegn ved 7'erens fremtidige rolle hos SBS Discovery. Kanalens profil var meget ung og smal, og sharen på 0,9 pct. blandt 12-20 årige tilsvarende lille.