EM-finale snuser til seerrekord
Den danske håndbold-finale mod Frankrig i går aftes blev EM-slutrundens mest sete kamp med 2.251.000 seere.
Finalens seertal er hermed det næsthøjeste nogensinde til en håndboldkamp på TV 2 – kun overgået af håndboldherrernes EM-finale i januar 2012 med 2.268.000 seere, viser de netop offentliggjorte seertal fra Gallup, ifølge TV 2 Kommunikation.
Over 1,6 mio. fulgte med i søndagens præmieoverrækkelse, hvor de skuffede danske spillere blev hædret af publikum for deres EM-sølvmedaljer.
Alle Danmarks EM-håndboldkampe blev i gennemsnit set af 1.822.000 på TV 2.
"En fantastisk slutrunde er overstået, og det er med stolthed, jeg ser tilbage på de seneste to uger. TV 2 Sporten har som host broadcaster leveret tv-transmissioner i topklasse til hele verden, og TV 2s egen dækning har strålet af faglighed, begejstring og et kæmpestort engagement," siger TV 2s sportschef, Frederik Lauesen.
Hver dansker på tre år og derover har i gennemsnit brugt otte timer og otte minutter på at følge EM, og det er det højeste seerforbrug på en EM-slutrunde nogensinde.