MediaWatch

TV 2: Landsholdets kvali-kampe blev for dyre

DR og TV 2 bød i fællesskab på de danske rettigheder til kommende EM og VM kvali-kampe, men blev overbudt af det nye fusionerende SBS Discovery, der har bedre forudsætninger for at tjene en stor investering hjem.

Foto: LARS KRABBE

SBS Discovery Media meddelte tidligere på dagen, at koncernen har sikret sig eksklusive rettigheder til de europæiske kvalifikationskampe op mod VM i fodbold 2018 og EM 2016.

SBS Discovery Media har erhvervet tv-rettigheder til alle 546 kvalifikationskampe med europæiske hold, herunder det danske landshold.

Det betyder, at Kanal5 og 6’ren fra efteråret 2014 vil vise alle Danmarks kvalifikationskampe, og som noget helt nyt både hjemme- og udekampe.

I medieforliget fra efteråret genindførte politikerne en såkaldt sportsliste, der skulle sikre landskampe på nationalt tv, hvilket blev defineret som en penetration på 90 pct. Bannerfører for listen gennem flere år er Socialdemokaternes medieordfører Mogens Jensen.

“Det er jo netop i sådan en situation, at sportslisten kommer til sin ret. SBS Discovery skal ifølge dansk lov først tilbyde DR og Tv2, om de vil købe kvalifikationsrettighederne. Fravælger DR eller TV 2 at købe, er det så det. Det afgørende er, at TV 2 og DR skal have tilbuddet, så der er en mulighed for at flest mulig kan se kampene,” siger Mogens Jensen (S) 

DR og TV 2 overbudt

Det skete dog ikke helt i denne omgang. Alle 546 kvali-kampe til to kvalifikationsrunder blev solgt i en almindelig budrunde.

"Der er ikke en gældende sportsliste i Danmark i dag den 18. juli. Der foreligger en bekendtgørelse om en liste, og det forholder vi os til," siger informationschef Jesper Jürgensen, SBS Discovery.

Processen var, at DR og TV 2 bød i fællesskab på pakken af kvali-kampe, men blev overbudt af det nye fusionerende SBS Discovery, der - modsat TV 2 - kan kapitalisere en stor investering i rigtig mange kampe, på mange tv-kanaler, fordelt i tre skandinaviske mediemarkeder.

“Vi troede faktisk, at vi ville få kvali-kampene, for vi bød et meget højt beløb for de danske rettigheder - men altså ikke nok. Det kan også blive for dyrt i forhold til ting, vi også gerne vil investere i,” siger TV 2's sportschef Frederik Lauesen, der ærgrer sig:

“Ingen tvivl  Det er klart et tab for TV 2, at vi ikke kan vise de vigtige kvali-kampe. Det nye centrale udbud via Uefa betød, at vi heller ikke som hidtil er sikret hjemmekampene.”

TV 2 har til gengæld erhvervet rettighederne til selve VM-turneringen i 2018, mens EM i 2016 er uafklaret.

“Vi er midt en meget lang proces om EM 2016, og jeg tør ikke gætte på, hvornår det er afgjort,” siger Frederik Lauesen.

EU: Sportliste er ok

Hvad enten sportlister virker eller ej, fastslog EU-domstolen ifølge dr.dk i dag, at EU-lande gerne må sikre, at befolkningen får adgang til at se alle kampe ved VM- og EM-slutrunder i fodbold gratis på landsdækkende tv.

Det fastslog domstolen allerede i februar 2011 i en principiel dom, men sagen har været en tur mere gennem systemet, fordi det internationale fodboldforbund (Fifa) og det europæiske fodboldforbund (Uefa) havde klaget.

Fifa og Uefa var utilfredse med, at Belgien og Storbritannien har placeret alle kampe ved de store slutrunder på lister over begivenheder af væsentlig samfundsmæssig interesse - det vil sige på listen over begivenheder, som landene mener, der skal være mulighed for at vise på landsdækkende tv.

Mere fra MediaWatch

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

MediaWatch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Watch job

Se flere jobs

Se flere jobs