Guldbrandsen ny redaktør på DR2

Dokumentaristen Christoffer Guldbrandsen bliver nyheds- og aktualitetsredaktør på det nye DR2.

DR2 henter dokumentaristen Christoffer Guldbrandsen, 41, til det nye DR2 som redaktør for kanalens nyheds- aktualitets- og debatstof.

Christoffer Guldbrandsen er først og fremmest kendt som filmmand og står blandt andet bag anerkendte dokumentarfilm som 'Den hemmelige krig', 'Fogh bag facaden' og 'Dagbog fra midten', hvor han er gået tæt på centrale kapitler i dansk politik.

"Christoffer har med sine dokumentarer gang på gang bevist, at han har evnen til at indfange og formidle nogle meget stærke personlige fortællinger. Hans film er vedkommende - aldrig ligegyldige - og han har en unik evne til at sætte fingeren på de ømme punkter og skabe debat om vigtige samfundstemaer. Derfor er han også den helt rigtige mand på det nye DR2, som netop vil tage livtag med de svære dilemmaer, udfordre seerne og i det hele taget tage samfundsdebatten seriøst," siger kanalchef for DR2 Michael Thouber i en pressemeddelelse.
     
Som redaktør for nyheder, aktualitet og debat vil Guldbrandsen indgå i DR2-redaktionen og blandt andet få ansvaret for velkendte programmer som Deadline, Debatten, Detektor samt for flere af DR2's nye programmer i dagfladen. 

Stillingen blev slået op, efter den ene af DR2's oprindeligt to kanalchefer, Adam Holm, valgte at vende tilbage til journalistikken som nyhedsvært på det nye DR2, der får en langt tungere nyhedsprofil, når kanalen går i luften på mandag.

Christoffer Guldbrandsen tiltræder 1. april 2013. 

DR2's ’Dagbog fra midten’ fik dokumentarpris

Stille lancering af ny Guldbrandsen-film 

Dagbog fra midten er i strid med dokumentar-genren

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

!
Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også