MediaWatch

Kritikken af DR vokser

Journalistisk brøler og efterfølgende forsøg på at tørre fejlen af i produktionsselskabet? DR bliver kritiseret fra flere sider i sagen om "den falske demonstration".

Det, der startede som en journalistisk brøler i en nyhedsudsendelse, er eksploderet til en debat om DR's programetik, virkemidler i faktaformater og en heftig match skyldtennis mellem DR og produktionsselskabet Larm Film.

Hen over weekenden er kritikken af DR i sagen om DR Nyheders reportage fra en demonstration mod EBH Banks ledelse foran Retten i Hjørring vokset.

DR kritiseres ikke blot for at have rapporteret ukritisk fra en demonstration, der var iscenesat af produktionsselskabet Larm Film, som DR selv havde hyret til at producere en serie om finanskrisen. Flere parter anklager nu DR for at lyve og tørre den journalistiske fodfejl af i Larm Film.

Larm Film siger, at DR selv var med til at udvikle formatet, at DR har godkendt en lignende arrangeret begivenhed i november, og at DR's journalist vidste, at der var tale om en arrangeret demonstration.

Producentforeningen anklager DR for at vaske hænder og forsøge at underminere samarbejdet med de private produktionsselskaber.

Aflyste programmer
DR's nyhedsdirektør Ulrik Haagerup beklagede fredag de misvisende billeder fra Retten i Hjørring. Det var "forkasteligt" at rapportere fra konstruerede begivenheder, skrev Haagerup til medarbejderne på DR Nyheder.

Dagen efter aflyste Haagerup de Larm Film-programmer, som optagelserne skulle indgå i. De journalistiske metoder strider mod DR's programetik, begrundede Haagerup, der understregede desuden, at DR Nyheders journalist ikke vidste, at de vrede demonstranter var fragtet til retten i busser betalt af DR.

Udmeldingen fik Larm Film op på barrikaderne. Fejlen er ene og alene en bommert i DR Nyheder - en fejl, som DR nu forsøgte at tørre af med en hetz mod produktionsselskabet, meldte Larm Film, der undstregede, at DR selv har været med til at udvikle programformaterne. Larm Film offentliggjorde desuden et videoklip, der skulle bevise, at DR's journalist var så tæt på Larm Films hold, at han have hørt dem fortælle, at borgerne var medbragt af produktionsselskabet. DR lyver, når de fastholder, at journalisten ikke vidste, hvad der foregik, mener Larm Film.

Producentforeningen har taget Larm Film i forsvar og anklager DR for bevidst at prøve at sende den ubehagelige skyld-abe videre og desuden forsøge at underminere forholdet mellem DR og det private produktionsmiljø.

Dokumentaristens værktøjskasse
Haagerups kritik går på, hvor meget man kan tillade sig at skubbe til "virkeligheden" i en dokumentar. Det er journalistisk forbudt at sende borgere af sted i en bus og iværksætte en demonstration, der ellers ikke ville have fundet sted, men han.

Det er nøjagtigt det modsatte af kanalchef på DR1, Lotte Lindegaards, holdning. Hun forsvarede fredag Larm Films brug af iscenesættelse, som et dokumentaristisk virkemiddel.

Larm Film understreger, at der er tale om et format, hvor borgerne netop skal hjælpes til at iværksætte aktivisme, og at det hele tiden har været planen at blotlægge, at der var tale om en arrangeret begivenhed. DR har desuden godkendt en lignende konstrueret protest mod EBH Bank i november, siger Larm Film.

DR's ledelse tavs
Internt i DR er sagen delt ud over to forskellige divisioner: DR Nyheder, som er Haagerups resortområde - og DR Medier, der har bestilt dokumentaren af Larm Film.

Indtil videre har kanalchef på DR1, Lotte Lindegaard, og Ulrik Haagerup udtalt sig om sagen på DR’s vegne. Med hvert sit syn på Larm Films journalistiske virkemidler.

I dag sender Haagerup bolden videre til direktør for DR Medier, Gitte Rabøl. Men hverken hun eller DR's generaldirektør Maria Rørbye Rønn har endnu blandet sig i debatten.

DR's bestyrelsesformand, Michael Christiansen, har bedt om en redegørelse i sagen. Søndag udtalte han dog til DR, at han mente, at DR's ledelse har taget de rigtige beslutninger i sagen.

Larm Film og DR skal mødes i denne uge. Larm Films direktør, Søren Steen Jespersen, håber, at resten af den planlagte serie bliver sendt.

- JHT

 

Relaterede

mediawatch 14 day trial

Seneste nyt

Mediejob

Se flere

Se flere