MediaWatch

Comedy og sociale medier kodeord for ny ungdomskanal

SBS Media lancerede i går den nye ungdomskanal, Kanal 7, der skal give koncernen stærkere fodfæste blandt de unge voksne fra 18-22 år.

SBS TV er godt klar over, at den nye ungdomskanal ’7’eren’, der gik luften i går, er omringet af stærke konkurrenter, der også søger den meget unge, kræsne målgruppes opmærksomhed.
Der er de stærke tv-brands, TV 2 Zulu og MTV - og den nye DR3, der om nogle måneder går efter de 15-39 årige.

7’erens kanalchef Nanna Schultz erkender, at Zulu er en værdig modstander, men er noget mere i tvivl om DR3 – DR’s bud på public service til de yngre, der dog defineres som helt op til 39 år.

”Er DR3 er konkurrent? Vi ved endnu meget lidt om programindholdet på kanalen, ud over at den er BBC-agtig, men jeg er sikker på, at vi kommer med et andet bud end public service tv til målgruppen. Både frækkere, grænsesøgende og mere underholdende, end en DR-kanal kan og vil,” siger Nanna Schultz, der således ikke fastholder SBS' tidligere bekymringer for en ungdommelig konkurrent for licensmidlerne.

”7’erens målgruppe er den samme som Voice TV, de 15-25 årige, men vi lægger det skarpeste programfokus på de 18-22 årige,” siger hun.

Musikken dominerer stadig
Hun har noget at have det i. 7’eren er på papiret en pæn opgradering af SBS’ fjerde kanal og skal styrke SBS-porteføljen ved at gøre krav på en passende share blandt de helt unge.
Voice TV var i flere år en nonstop musikvideokanal, der mest af alt var et tv-appendix til radiostationen. Nu får målgruppen et regulært nyt tilbud.

Træerne vokser dog ikke ind i himlen for det nye SBS brand, der er i luften 24 timer i døgnet. 15 timer af fladen bliver fortsat musikvideoer.

”Fra midnat til kl 15.00 sender vi musikvideoer. Men der bliver ikke tale om en radiokanal på tv - mere en programmeret flade, der favner bredere end ren hitlisteafvikling, og benytter redaktionelle prioriteringer, som f.eks. temaer.”

I resten af fladen kombineres indkøbte programmer og en hel del danske produktioner.

”Den danskproducerede andel vokser langsomt i løbet af året. En ganske god bid vil være danske programmer fra maj måned, hvor vi lancerer vores comedy-flade,” siger Nanna Schultz, der ikke har kommentarer til det nye projekts eventuelle sharemål. Nærmeste mål er over tid at skabe et gennemslagskraftig brand.

Comedy vigtigt ben
Hun henviser til flere egenproduktioner, som søsættes trinvist i 2013; programmer om gaming, ekstrem sport, et program med komiske klip, lidt a la Jackass, og et live interaktivt musikprogram. Største forventninger synes at hvile på en daglig live comedy flade på tre timer alle hver dage. Fladen leveres fra maj af Douglas Entertainment.

Opbygning af tilstedeværelse og brand er omdrejningspunktet i det første leveår for 7’eren, der efter et år som programvindue nu skal udfylde rollen som helstødt tv-kanal. Her får social media en nøglerolle. De er målgruppens univers og livline til resten af verden.

”7’eren får slet ikke eget website, men vil leve sit online liv på sociale medier. Basen er en Facebook profil. Med shout outs på Twitter og billeder fra programmerne på Instagram,” siger hun.

Plads til spin offs
Endelig er 7’eren tildelt en anden programmæssig rolle i SBS’ mediestrategi. Den skal kunne give plads til spin offs fra programmer på de andre SBS-kanaler. Eksempelvis at Big Brother udfolder sig på kanalen med særlige events.

”Der er ingen planer på bordet. Men man kan tænke sig flere egnede tilfælde. Måske et spin Off på 'Kongerne' eller Danmark næste topmodel,” siger Nanna Schultz.

7'eren bliver distribueret via alle distributører, minus Viasat, og kan ses af 40-50 procent. Der foreligger ingen planer om, at det skal øges væsentligt op mod de andre kanalers niveauer.
7’eren vil koste husstandene 2,75 kr. pr. måned til næste år. Samme pris som Voice TV. SBS har ikke planer om prisstigninger i 2013, oplyser SBS.

Relaterede

mediawatch 14 day trial

Seneste nyt

Mediejob

Se flere

Se flere