MediaWatch

5 hurtige om salget af SBS Nordic

I fredags fik SBS Nordic ny ejer. MediaWatch giver et hurtigt overblik over, hvad det betyder.

 

1. Hvorfor køber Discovery SBS Nordic?
Med købet bliver Discovery Communications, der hidtil har hørt til de små i Norden, med et slag en af sværdvægterne på det kommercielle tv-marked; nr. 2 i Norge, nr. 3 i Danmark, men med potentiale til at kunne blive nr. 2, og nr. 3 i Sverige. Selskabet udvider dels porteføljen af rettigheder, ikke mindst fodboldrettigheder, dels indholdsfokus til mere end non-fiction. Discovery vil også overtage 20 pct. af Eurosport, og det kan give mulige synergier på sportsområdet.

2. Er det er godt køb?
Prisen på cirka 10 mia. kr. er høj, men de amerikanske ejere har længe haft kig på SBS-forretningen - selskabet var også blandt de interesserede i sidste budrunde for et par år siden. Prisen afspejler, at SBS Nordic er en god forretning - danske SBS TV havde i 2011 et overskud på 215 mio. kr. og en omsætning på 850 mio. kr. For Discovery vejer det tungt, at SBS er godt positioneret i markedet og solidt funderet på både abonnements- og annonceindtægter. 

3. Hvad betyder det for DR, TV 2 og TV3?
Ægteskabet styrker SBS og Discovery, der til sammen får en kommerciel share (aldersgruppen 21-50) på godt 21 pct. og dermed ikke skal vokse så meget mere, før TV3/Viasat kan blive overhalet som næststørst i Danmark. For TV 2 er risikoen, at et styrket SBS sammen med TV3 kan tilbyde samme kommercielle share som TV 2, der har godt 50 pct. Det vil give annoncører mulighed for at få samme dækning til lidt lavere pris hos SBS og TV3. For DR gør det næppe en stor forskel - ud over at kampen om at have det bedste indhold for at tiltrække seere i hvert fald ikke svækkes.

4. Hvordan påvirker det markedet?
TV 2, TV3 og Discovery/SBS deler nu reelt det kommercielle tv-marked - mindre kanaler som National Geographic, Canal8 og Canal9 marginaliseres.
I forhold til annoncesalg kan Discovery og SBS nu bundle hele sit reklamesalg på Kanal4, Kanal5, 6’eren, 7’eren, Discovery Channel og TLC. Det kan tvinge gennemsnitspriserne for reklame op, for mediabureauerne mister en lille aktør at handle med - eller måske snarere stabilisere priserne på et tv-marked med udsigt til vigende efterspørgsel i 2013. Interessant bliver det, om den nye amerikanske ejer kaster større programbudgetter ind i SBS i 2013 - f.eks. er det tænkeligt, at kvalitetsproduktioner fra Discovery får plads på mandekanalen 6’eren.
På radiofronten vil der næppe ske store ændringer - men hvor stor en interesse Discovery har i radiomarkedet, der er langt mindre end tv-delen, er usikkert.
 

5. Hvor skal det ny bo?
Discovery har endnu ikke meldt noget ud om, hvordan den fremtidige ledelse og organisation bliver. Både SBS Media og Discovery Networks har nordiske chefer med danske rødder, Henrik Ravn og Jan Andreassen, der begge har været rising stars de senere år i de internationale koncerner. SBS nye hovedkvarter på H.C. Andersens Boulevard ligner et oplagt samlingssted - men om Discovery også ser mening i at bevare SBS-brandet er usikkert. Sammensmeltningen vil under alle omstændigheder betyde, at der skal lues ud i de overlappende funktioner for at udnytte synergierne.

- PLF, LR

Mere fra MediaWatch

Watch Medier opruster og udvider i Norge

Ansættelsen af nyhedsredaktør er en del af danske Watch Mediers norske søstermediers ekspansion. I løbet af 2022 skal han stå for lanceringen af to nye branchemedier.

45.000 så europæisk fodboldkamp hos lokalmedie

Redaktionschef kalder seertallene for ”rigtig flotte” i en lederartikel, efter at regionalavisen sikrede sig rettighederne til at vise Viborg FF’s Conference League-kamp på sin hjemmeside.

Læs også

Seneste nyt

MediaWatch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Watch job

Se flere jobs

Se flere jobs