MediaWatch

Producenter: DR bremser tv-konkurrence

Tv-producenterne fik med medieforliget lovning på at kunne dyste på kreativitet og pris med DR efter "BBC-modellen", men hensigten vakler i ps-kontrakten.

Vejen fra medieforliget i foråret til de konkrete krav i DR's public service-kontrakt for 2011 til 2014 har været lovlig stenet, ifølge Producentforeningens direktør Klaus Hansen.

Han har på vegne af foreningen kæmpet for at få indført den såkaldte BBC-model, hvor DR skal konkurrere med de eksterne producenter om at producere tv-programmer for et vist beløb.

"I forhold til de takter, der var i medieforligsteksten, som handlede om mere konkurrence for DR, synes jeg ikke, at det kommer til udtryk i public service-kontrakten. Medieforliget var to skridt frem for de eksterne producenter og public service-kontrakten er et skridt tilbage," siger Klaus Hansen.

DR vandt slaget
Ifølge medieaftalen skulle en evaluering af BBC-modellen være afsluttet i september 2010, "hvorefter DR evt. inden for den samlede udlægningsramme på 250 mio. kr. kan byde på produktionsopgaver for 50 mio. kr. årligt i aftaleperioden".

Men i public service-kontrakten hedder det, at en eventuel indførelse af modellen kun kommer på tale i tilfælde af, at de nye krav, der er stillet til DR om at informere og inddrage de eksterne producenter, ikke er tilstrækkelige.

De nye krav betyder, at DR skal lave en plan for, hvordan man vil leve op til udlægningen af programmer i det kommende år, som skal udveksles med de eksterne producenter. DR skal også afholde en årlig orienteringsdag for producentener og en årlig "pitchdag", hvor de kan byde ind med programideer.

"DR har været en stærk modstander af BBC-modellen fra det øjeblik Producentforeningen har bragt den op, og når DR er så arg en modstander af modellen, er den svær at komme videre med," siger Klaus Hansen.

Målet er de bedste programmer
Tanken med BBC-modellen er, at DR's egne produktionsafdelinger skal konkurrere med de private producenter om at vinde opgaver for 50 mio. kr. ud af de i alt 250 mio. kr. til tv-produktion, som skal lægges uden for DR i 2014. Det kan lyde som en fordel for DR, at det er muligt at "vinde" nogle af produktionspengene selv, men som det er nu, kan DR selv bestemme, hvilke programmer tv-stationen ønsker at lægge ud i ekstern produktion, hvilket kan give nogle administrations- og planlægningsmæssige fordele for DR.

"Set med producenternes øjne, ville et fuldt udlægningskrav (hvor DR ikke selv kan konkurrere om nogle af pengene, red.) være sikrest, men jeg har fået opbakning til at arbejde for, at målet ikke er, at DR skal udlægge programmer af pligt - målet er, at DR vælger de bedste programmer til den bedste pris. Det kan vi bruge BBC-modellen til, og erfaringerne derfra viser, at BBC klart er bedre og billigere på nogle områder, men den risiko er producenterne villige til at løbe. Nu lader modellen til at være skudt til hjørne, og det er trist for seerne," siger Klaus Hansen.

Han ser dog også flere positive takter i public service-kontrakten, som fastslår, at DR hvert år skal gøre rede for, hvilke programmer DR har fået produceret af hvilke eksterne producenter.

"Det giver en forbedret mulighed for, at vi som Producentforening kan holde øje med, om DR overholder udlægningskravene til eksterne producenter, for tidligere har DR blot skulle oplyse et samlet beløb, og det har været uigennemskueligt, hvad beløbet er gået til," siger Klaus Hansen.

Mere fra MediaWatch

Kvinder i metoo-dokumentar kritiserer Politikens beskrivelse af Jes Dorph-sag

Politiken bragte i januar en ensidig og mangelfuld beskrivelse af de sager, Jes Dorph-Petersen blev beskyldt for i advokatundersøgelsen på TV 2, mener de kvinder, som står bag beretningerne. Kritikken "gør indtryk" på Politikens chefredaktør, Anne Mette Svane, som dog står ved den journalistiske behandling.

Læs også

Seneste nyt

Se flere jobs