MediaWatch

Zulu-serie anklages for plagiat

Den canadiske producer og manuskripforfatter, Tyler Levine, anklager folkene bag Zulu-serien 'Tung Metal' for at have stjålet konceptet.

Det lyder næsten som noget, der kunne være taget ud af comedy-serien selv.

På forsiden af den seneste udgave af den engelsksprogede københavner-avis, The Copenhagen Post, anklager den canadiske producer og manuskriptforfatter Tyler Levine, det danske produktionsselskab Grif Film for at have stjålet konceptet til komedieserien 'Tung Metal', der sendes torsdag aften på TV 2 Zulu.

Ifølge Tyler Levine, der i en årrække har boet i København, skrev han tv-serien 'One Hit Wonder' fra juni 08 til december 09 og fik den danske komiker og manuskriptforfatter Thomas Hartmann til at hjælpe med at tilpasse serien til det danske marked.

Siden er Tyler Levine flyttet fra Danmark, men er for nylig blevet opmærksom på 'Tung Metal', som han altså mener er et plagiat af hans koncept og karakterer. Han mener også, at det er et mistænkeligt sammentræf, at Thomas Hartmann er en god bekendt af Wadt Thomsen, der sammen med manuskriptforfatter Nikolaj Peyk står bag Grif Film og 'Tung Metal'.

Ifølge The Copenhagen Post har Tyler Levine hyret et dansk advokatfirma til at tage sig af sagen, men hos Grif Film har man intet hørt fra hverken Tyler Levine eller advokatfirma og er i det hele taget hovedrystende over for anklagen.

"Det har intet på sig. Vi kender intet til hans idé eller manuskript, vi har ikke en gang hørt fra manden selv. Vi hørte først om det her, da Copenhagen Post ringede," siger Wadt Thomsen, der ikke giver meget for Tyler Levines fremturen.

"Så kan man jo stille sig op og sige hvad som helst i medierne," siger han.

'Tung Metal', der har stand up-komikeren Geo i hovedrollen, handler om den fallerede heavyrockmusiker Tonny, der prøver at generobre karriere og kæreste. Blandt de medvirkende er også Robert hansen og Uffe Holm. Serien havde i uge 47 godt 80.000 seere.

- LR

Mere fra MediaWatch

"Helt generelt synes jeg selvfølgelig, at vi chefredaktører skal stille op"

Principielt bør mediechefer også stille op til kritiske interviews, når medierne forventer det samme af fx politikere, mener Berlingskes chefredaktør, Tom Jensen, efter kritik fra tidl. statsminister af manglende interviews med B.T.'s ansv. chefredaktør Michael Dyrby i kølvandet på dokumentarfilmen om metoo på TV 2.

Læs også

Seneste nyt

Se flere jobs