MediaWatch

TV 2: Spændende børsudspil

Alt, hvad der kan give TV 2 flere muligheder som virksomhed på det private marked, er velkomment, lyder kommentaren fra TV 2 til Venstres udspil.

Venstres forslag om at udvide ejerskabet af TV 2 gennem en børsnotering af knap halvdelen af virksomheden får karakteren "spændende" af TV 2's finansdirektør Peter Normann.

"Privatiseringsplanerne lyder interessante, men det er først og fremmest et ejeranliggende, som vi dybest set ikke har nogen firkantet holdning til - vores opgave er at drive virksomheden så godt som muligt. Men hvis man kan takle en børsnotering i praksis f.eks. i forhold til de retssager, der kører, så synes vi, det lyder spændende. Vi har hele tiden sagt, at vi ønsker os mere lige kommercielle vilkår med vores konkurrenter, og jo mere armslængde, der kan blive mellem stat og selskab f.eks. i kraft af en børsnotering, jo større sansynlighed er der for at opnå mere lige forretningsvilkår," siger finansdirektør Peter Normann, der er særdeles positivt stemt over for Venstres åbning vedr. reklamebreaks.

Hidtil har politikerne fastholdt et nej til breaks på TV 2, men ifølge Venstres medieudspil skal TV 2 have mulighed for at indføre breaks i visse programmer - med undtagelse af nyheder og film.

"Reklamebreaks har vi selv bedt om, så det forslag kan vi kun tilslutte os, igen fordi det vil give os flere af de samme kommercielle muligheder, som vores konkurrenter har i dag," siger Peter Normann, der advarer om, at privatiseringstanken ikke må blive en undskyldning for at sætte processen omkring TV 2's generelle betingelser og vilkår i stå fra politisk side.

"Der kan være en tendens til, at når man sætter en virksomhed til salg, så vælger man samtidig at lade eventuelle problemer ligge til den fremtidige ejer - men privatiseringsskiltet må ikke blive et skilt, der gør, at man ikke forholder sig til rammebetingelserne."

- LR

Relaterede

mediawatch 14 day trial

Seneste nyt

Mediejob

Se flere

Se flere