MediaWatch

Tv-værter skal have karakter

Der er for meget mavefornemmelse og for lidt analyse i bedømmelsen af tv-værter, siger britisk tv-vært-træner, der selv blev MTV-vært af "X Factor-årsagerne".

Selvom næsten alle kan blive tv-værter, er det ikke alle, der bør blive det. Det siger Steve Blame, der er formatudvikler, manuskriptforfatter og en efterspurgt coach for tv-værter, og som selv jagtede drømmen om at blive tv-vært af de helt forkerte årsager.

"Jeg begyndte at træne tv-værter, efter at jeg havde været vært på MTV i 80'erne og 90'erne. Selvom jeg var højt ratet som vært, synes jeg selv, at jeg var elendig. Bagefter gik jeg igennem en masse terapi for at komme mig over den oplevelse. Jeg opdagede, at jeg havde været tv-vært af 'X Factor-årsagerne': Jeg ville have opmærksomhed og berømmelse," siger Steve Blame, efter sit oplæg på Tv-festival.ekstra i DR Byen torsdag aften.

I dag synes handler en del af hans arbejde med tv-værterne om, hvad deres motivation er for at blive tv-værter, og om deres idé om, hvilke programmer de passer til, også stemmer overens med dét, de udstråler på skærmen.

For meget mavefornemmelse
Værten har lige så tårnhøj betydning for tv-seningen, som kravene er til dem om at være gode. Men hvad gør en tv-vært god? Det spørgsmål skal besvares med analyser og ikke kun mavefornemmelse, mener Steve Blame.

"Når man vælger tv-værter til forskellige programmer, er valget typisk baseret på mavefornemmelse hos dem, der caster. Som regel bunder den i noget rigtigt, men den er ikke specifik nok, når man skal analysere, hvorfor en tv-vært er god, og hvordan de bliver bedre," siger Steve Blame.

I sit workshop-lignende oplæg for den danske tv-branche udfordrede han tilhørerne til at sætte ord på forskellige værter, såsom Cecilie Frøkjær, Thomas Mygind og Jes Dorph.

"Mange tror, at man bliver født til at være tv-vært, at det er noget man kan eller ikke kan. Men næsten alle kan lære det. Det handler om den feedback, man får som tv-vært, og hvordan man bedst bringer sin personlighed frem."

Sexet udseende er en kvalitet
Men naturligvis er der trends i castingen af tv-værter, siger Steve Blame. Nogle gange er det modeltyper, der er in, andre gange er det specielle typer.

Hvor meget betyder udseendet for valget af tv-værter?

"De mest populære tv-værter i verden er ikke smukke, de er "characters", for det har længere holdbarhed end skønhed. At være sexet er en kvalitet, der ikke må ignoreres, men det er ikke nødvendigt for at være på tv, det er jeg selv et bevis på."

I Danmark har der været diskussion om at en kvindelig tv-vært mente hun blev taget af et program, fordi hun var for gammel, hvor meget betyder alder?

"Nogle programmer kræver,at man har ungdommelige kvaliteter som vært. Men alder giver jo autoritet og gør, at man fremtræder roligere og er bedre til at tale med folk, så ens værtskvaliteter ændrer sig over hele livet."

Det virker som om, at alder er et større problem for kvindelige tv-værter end for mandlige?

"Ja, det har været tilfældet, og det burde ikke være sådan. Men kvinder indhenter mænd på mange områder. I USA har Hillary Clinton stillet op som præsidentkandidat, og en sort mand er blevet præsident. Betydningen af køn, om man er sort eller hvid, er mindre og mindre. Derudover bliver den vestlige befolkning ældre, det kan få betydning for tv-værternes alder."

Relaterede

mediawatch 14 day trial

Seneste nyt

Mediejob

Se flere

Se flere