MediaWatch

»Det tager tid at vinde«

Han er landets mest kritiserede leder, men den slags følger med. Kan man ikke klare modstand, skal man ikke være generaldirektør i Danmarks Radio, mener Kenneth Plummer.

Han er landets mest kritiserede leder, men den slags følger med. Kan man ikke klare modstand, skal man ikke være generaldirektør i Danmarks Radio, mener Kenneth Plummer.

Denne artikel er bragt i samarbejde med Morgenavisen Jyllands-Posten.

Mød en mand, der har givet sig selv mundkurv på og godt kan misunde sine mere usynlige direktørkolleger.

»Det er præmissen for at være topleder.«

Den sætning gentager Kenneth Plummer ni gange i løbet af halvanden times interview. Det kan virke, som om manden i spidsen for Danmarks Radio har trykket på sin indre repeat-knap. Hvilket han formentlig også har.

For knapt tre år i alle andre mediers søgelys, en budgetoverskridelse på 1,7 milliarder kroner og flere offentlige og stærkt udskældte kommunikationskiks er ikke for de sarte eller nærtagende.

»Du kan ikke være chef og samtidig et tudefjæs. Jeg tror aldrig nogensinde, at nogen har stillet sig i spidsen for en virksomhed, en organisation, et sportshold eller en hær uden at opleve modstand. Det er forhåbentligt med til at gøre én stærkere og bedre. Modstand er en naturlig del af lederskabet,« lyder det fra en mand, der altså nødigt vil vedkende sig, at de seneste tre år har været specielt hårde. Eller at modstanden har været barsk. Eller at det er gået ham på. Fordi ? ja, selvfølgelig:

»Det er præmissen for at være topleder.«

Ingen søvnløse nætter
Det er dog de færreste topchefer, der i løbet af blot et år optræder i 600 artikler, hvoraf 90 procent indeholder kritik og negativ omtale. Ligesom det hører til sjældenhederne, at en administrerende direktør kan læse, at 51 procent af danskerne ikke tror på, at han er den rette mand til jobbet. Og det er heller ikke hverdagskost at være topleder med en jobmæssig fremtid af den slags, andre kan spille på hos en bookmaker.

Men sådan har det været for Kenneth Plummer, siden han i 2005 sagde ja tak til jobbet som generaldirektør og en efterfølgende oprydningsopgave, der involverede fyringer, besparelser i milliardklassen og lukning af både programmer og afdelinger.

Så vi forsøger igen:

Vil du virkelig sige, at al den kritik ikke har påvirket dig?

»Selvfølgelige påvirker det mig, og det har da været udfordrende, men det giver mig ikke søvnløse nætter. Det irriterer mig, det ansporer mig, det er med til at motivere mig, fordi jeg har en følelse af, at nu skal jeg ? nu skal vi i DR vise, hvad vi kan,« siger Kenneth Plummer, der dog i samme mundfuld erkender, at det har været dybt frustrerende at skulle bruge størstedelen af sin arbejdstid i 2006 og 2007 på at løse problemer, der overhovedet ikke handlede om tv, radio, internet eller public service for den sags skyld. Men sådan måtte det nødvendigvis være.

»Jeg vidste godt på forhånd, at det her job var øretævernes holdeplads. Det kunne jeg jo se. DR er en virksomhed, som alle danskere bruger og derfor har en mening om. Når det så viser sig, at et byggeri er projekteret rigtigt, rigtigt dårligt, budgetteret rigtigt, rigtigt dårligt og planlagt rigtigt, rigtigt dårligt, er det klart, at jeg får ørerne i maskinen. Også selvom det ikke er mig, der har startet hele det byggeprojekt op. Men det har været mit ansvar at rydde op,« siger Kenneth Plummer fra sin plads i et glaskontor med direkte udsigt til selv samme byggeri: Danmarks Radios endnu ufærdige og alt, alt, alt for dyre koncertsal.

Byggeriet bliver færdig til den nye deadline den 17. januar næste år, bedyrer chefen. Og nej, det byggeri har endnu intet godt gjort for Danmarks Radio eller for Kenneth Plummer. Måske derfor understreger han igen og igen, at han altså ikke har ansvaret for hverken budget- eller byggerod. Heller ikke selvom en nylig revisionsrapport førte til, at både bestyrelsesformanden og flere bestyrelsesmedlemmer blev fyret - og rapporten også indeholdt kritik af generaldirektøren selv.

»Jeg vælger at læse rapporten positivt. Rapporten slår fast, at der fra sommeren 2006 begyndte at komme forbedringer i økonomien og byggestyringen. Det ser jeg som en cadeau til, at vi har fået ryddet op,« siger manden, der benægter at være lavet af galvaniseret stål.

Misundelig på private ledere
Sådan kan han ellers godt virke, som han sidder i stolen overfor: Høflig, men smooth. Han svarer på spørgsmålene, men leverer ikke nogen form for opfølgende uddybninger. Ja, han virker nærmest afmålt affærdigende, og mellem sætningerne sitrer en vis irritation. Eller måske blot en tændt forsvarsmekanisme. Af og til dukker manden bag fernisen af ufarlige standardsvar dog frem. En metode er åbenbart at provokere ham.

Hvordan har det været at se sit navn rime på Klummer og Fjummer?

»Det er præmissen for at have det her job. Det må jeg leve med. Jeg laver fejl nogle gange, og hvis det er sådan nogle små fejl, vi er nødt til at tale om, så fred være med det. Men jeg kan da godt være lidt misundelig på ledere i private virksomheder af den slags, jeg selv har arbejdet i. For tro mig, der bliver lavet mindst lige så mange fejl, men det har bare ikke offentlighedens interesse i samme grad,« siger Kenneth Plummer med adresse til den lange liste af kritikpunkter, han i de forløbne tre år er blevet mødt med fra både medarbejdere, analytikere og politikere.

For eksempel for den detalje, at han sidste sommer optrådte i en T-shirt, der støttede Ungdomshuset på Jagtvej. Det faktum, at han i en tv-udsendelse bad politikerne om at blande sig uden om den daglige drift af DR. Eller det interview, hvor han nærmest fik det til at fremstå, som om han og den daværende økonomidirektør trak lod om, hvem der skulle gå som følge af den første budgetoverskridelse på omkring 600 millioner kroner. For nu blot at nævne nogle få af de citater og tiltag, der har fået kritikere til at tale om en fejlcasting til rollen som generaldirektør.

»Det faktum, at alt, hvad vi og jeg gør, bliver bemærket, stiller selvfølgelig også større krav til mig, og jeg har helt sikkert lært af nogle af de fejl, jeg har begået, så dem kommer jeg ikke til at lave igen. Men der er jo ingen af de her fejl, der er i nærheden af at være alvorlige ledelsessvigt. De er i bagatelafdelingen. Men lad det nu være, de er også interessante, når man er generaldirektør,« lyder den tørt ironiserende kommentar.

Men hvorfor overhovedet lave den slags fodfejl?

»Når man giver så mange interviews som jeg, kommer man nogle gange til at sige nogle ting, der taget ud af kontekst kan vendes mod én. Det har jeg oplevet nogle gange, og derfor prøver jeg nu at undgå at sige noget, der kan vendes og misbruges. Det giver selvfølgelig også mindre kant, men sådan må det være.«

T-shirten med støtten til Ungdomshuset tog du vel selv på?

»Jamen, den T-shirt var jo bare sjov og ballade. Der må jeg så bare konstatere, at man ikke kan tillade sig at lave sjov og ballade om alting i det offentlige rum, når man er mig. Sådan er det, men jeg synes, at det var en storm i et glas vand,« lyder vurderingen fra Kenneth Plummer selv. Og så - som en eftertanke:

»Nogle gange har det været svært for mig, for jeg er nok en person med mere kant, end imagerådgivere vil synes om. Det har jeg prøvet at tøjle. Om det føles okay? Ja, det er okay, at der er nogle spilleregler, som jeg gør klogt i at overholde. Og så kan jeg være åben og uden filter med mine kammerater, mine døtre og min kæreste. Og med mine direktørkolleger og min bestyrelsesformand.«

Så den 47-årige chef har lært at holde mund, rette ind og holde igen. I hvert fald udadtil.

Men lige under overfladen lurer en humor, selvironi og I-har-ikke-fået-mig-ned-med-nakken-kampgejst, der gør, at han af og til ryger ud af rollen som diplomatiets mester. Som når han i forlængelse af interviewet stiller op til en fotosession og lader sig overtale til at gå en tur med et lånt skilt fra DRs Ungdomsafdeling med teksten »Enden er nær« - og som når han tørt leverer følgende sætning som svar på det med at lære af sine fejl:

»Jeg havde nogle meget diskrete T-shirts på ved dette års Roskilde Festival.«

Nådesløs offentlighed
Ikke et ord mere om Plummers fjummerier. I stedet kan han og DR slappe lidt af efter et forår, hvor det især er konkurrenten TV 2, der har måttet lægge navn til det værste. Og et forår, hvor DR kan glæde sig over bedre seer- og lyttertal og et årsregnskab for 2007, der var bedre end frygtet.

Selv er det selverklærede konkurrencemenneske også for længst kommet videre, men det ændrer ikke ved, at nogle ting undervejs dog er kommet bag på ham. For eksempel et sladderblads interesse for hans privatliv, hans skilsmisse og hans nye kæreste.

»Det er da en udfordring. Det ville være løgn, hvis jeg sagde andet. Jeg vidste, at jobbet indebar, at jeg ville blive en offentlig person, men jeg har da fået nogle overraskelser, for grænsen mellem jobbet og privatlivet eksisterer åbenbart stort set ikke, når man påtaget sig det job, jeg har påtaget mig,« konstaterer Kenneth Plummer.

Men nej, det har heller ikke givet ham søvnløse nætter. For det er slet ikke i nærheden af at være modstand af den slags, der gør, at man for eksempel er nødt til at nedlægge 500 stillinger. Og jo, han kan sagtens håndtere masser af modstand, siger han selv.

»Der har været rigtigt meget modgang og masser af problemer i de fleste af de selskaber, jeg har været med til at lede. Det har præget hele min erhvervskarriere, at jeg ikke har været bleg for at lave tingene om og ikke bleg for at sige farvel til en direktør eller chef, som ikke leverede varen. Og det kendetegner da helt klart også min tid i DR,« siger Kenneth Plummer, der blandt andet har sagt farvel til - eller har været nødt til at sige farvel til - daværende økonomidirektør Bent Fjord samt Lars Vesterløkke, der nu er chef på Ritzau og Lisbeth Knudsen, der nu er chefredaktør på Berlingske Tidende.

Børn vigtigere end DR
Det handler om at have kontrollen. Have modet til også at træffe de ubehagelige beslutninger. Og om at vinde.

»De seneste tre år har lært mig, at man skal blive ved. At ting tager tid. At man ikke skal ryste på hånden, bare fordi man møder lidt modstand eller kritik. Hvis man selv, ens direktørkolleger og bestyrelsen er enige om, hvilken vej man skal gå, så er det som regel den bedste. Også selvom andre måtte mene noget andet,« siger Kenneth Plummer, der helst siger »vi«, konsekvent omtaler sine medarbejdere som »kolleger« og insisterer på at se udfordringer, hvor andre måske ser problemer.

»Det er klart min livsfilosofi. Det er ikke sådan, at modgang driver mig. Udfordringer driver mig. Muligheden for at gøre en forskel. Muligheden for at sætte en dagsorden,« siger Kenneth Plummer, der stadig drømmer om det sidste. Derfor vil han også meget hellere tale om seertal og troværdig nyhedsformidling end om den modstand og kritik, han selv har været udsat for.

Fordi det er præmissen for en topleder. Fordi et inkarneret konkurrencemenneske ikke pludselig bliver et tudefjæs. Og fordi han hele tiden har haft fokus på, at jobbet ikke er hele hans liv.

»Som topchef er det vigtigt, at man prøver at perspektivere tingene og være klar over, at det vigtigste i ens liv ikke er jobbet. På trods af at man har et toplederansvar. Mine børn er vigtigere end DR. Jeg har venner, en kæreste og familie. De er vigtigere for mig end jobbet. Hvis man holder det fokus, kommer man lettere igennem kritiske perioder i forhold til det ledelsesansvar, man har påtaget sig,« siger Kenneth Plummer, der i noget nær samme åndedrag også understreger vigtigheden af den klassiske »jeg har mit gode helbred«.

Ydmyg med alderen
Den sang er sunget før. Ikke mindst af mange andre topchefer. Men generaldirektøren holder fast i, at den er god nok. At det er afgørende at vide med sig selv, at noget andet er vigtigere end jobbet. Fordi det er en måde at overleve på - og en måde at hente den nødvendige energi på.

»Der er da ingen tvivl om, at jeg i perioder, hvor jeg har oplevet modgang og udfordringer har gjort mig nogle mere eksistentielle tanker, end jeg måske gør i andre perioder.

Men de tanker handler blandt andet om, hvad der er nødvendigt for mig for at have et godt liv,« forklarer Kenneth Plummer.

Det er de to døtre på 13 og 17 år. Det er kæresten.

Det er ungdomsvennerne, hvoraf han fast taler med den ene hver eneste morgen, når han alligevel holder i kø på Farummotorvejen på vej til jobbet.

Det er musik, film og sport for en mand, der har præsteret at blive dansk mester i squash for udøvere over 40 år. Og så er det netop trangen til at være den bedste. Både på jobbet og privat.

»Jeg tror, at alle mennesker har et drive for at lykkes, nå sine mål, komme fremad. Det er er vel det, der karakteriserer menneskeheden. At nå sine succesmål,« funderer manden, om hvem en af hans tidligere kolleger engang har sagt: »Han har vel et af landets største konkurrencegener«.

»Jeg har meget selvtillid. Det har jeg også i dag. Men jeg er også blevet mere selvbevidst. Jo ældre man bliver, jo mere selvbevidst bliver man forhåbentlig. Jo mere man lærer om sig selv, sine svagheder og sine styrker. Og ja, jeg er blevet mere ydmyg med alderen, er blevet bedre til at lytte og tror også, at jeg reflekterer lidt mere, inden jeg træffer beslutninger,« siger Kenneth Plummer, der også har et bud på, hvorfor et nederlag endnu ikke har slået ham ud:

»Man skal jo op på hesten igen og videre. Man har ikke et vinderinstinkt, hvis man ikke har det sådan. Man skal håndtere sine nederlag på den rigtige måde. Man skal lære af dem og bruge den viden til næste gang.«

Konditionen på nedtur
Det råd kan han jo passende selv filosofere lidt over, mens han ruller rundt på sin chefstol med udsigt til det, der let kunne være blevet hans nemesis.

Hvor skridsikker er den stol?

»Jeg føler, at den er sikker, men det er ikke noget, der optager mig særligt meget. Min opgave er at passe mit job og være mig mit ansvar bevidst. Og så vil jeg gerne lige fremhæve ?,« begynder Kenneth Plummer, inden vi råt bryder ind og skærer i hans kommentarer om, at han ikke føler sig belastet af kritikken i den nylige revisionsrapport.

Men jo, han er ærgerlig over, at Mogens Munk Rasmussen ikke længere er hans bestyrelsesformand. Fordi han samtidig var en tæt og uundværlig sparringspartner. Og jo, den nylige udskiftning i bestyrelsen som følge af den kritiske rapport har da »skabt en vis usikkerhed på den korte bane«. Men sådan er det. For ? surprise, surprise ? det er præmissen for at være topleder.

Men jobbet har en pris. Konditionen er ikke, hvad den har været, så han taber oftere på squashbanen end tidligere. I år er det første gang i fire år, at han holder noget, der minder om en reel sommerferie. Han arbejder de fleste aftener og en stor del af søndagen. Men sådan er vilkårene for en mand, der fik sit første chefjob som 28-årig. Fordi han vil være nummer 1. Fordi han kan lide at gøre en forskel. Og fordi han gerne vil være herre over sin egen arbejdsdag, hvilket han faktisk føler, at han stadig er. Trods offentlig kritik og en anstrengt økonomi. For den slags er blot en del af et job, som ifølge ham selv først og fremmest er udfordrende og lidt af en drøm, fordi alle danskerne benytter den gamle kulturinstitution:

»Problemer er til for at blive løst og tacklet. Det er vigtigt, når man påtager sig et ledelsesansvar, at det er den tilgang, man har til det. Ellers har man valgt det forkerte job.«

Mere fra MediaWatch

Læs også

Seneste nyt

Se flere jobs