DR skærper aftaler for medvirkende efter klager over "Ellen Imellem"
I en halvårsrapport fra DR’s lytter- og seerredaktør fremgår det ifølge Journalisten, at DR har skærpet sine aftaler for medvirkende som følge af kritikken mod programserien ”Ellen Imellem” for et år siden.
Skærpelsen dækker over, at medvirkende tydeligere bliver klar over, hvori det satiriske består, når de deltager i et program, der har satiriske elementer.
”Ellen Imellem” modtog klager fra blandt andet astrofysiker Anja C. Andersen, efter at hun deltog i et interview, hvor værten - uden astrofysikerens viden - fik spørgsmålene fra en tilhænger af teorien om, at Jorden er flad. Pressenævnet udtalte i 2022 kritik af tre af ”Ellen Imellem”-programmerne.
Tidligere er deltagerne blevet varslet om, at et program, de deltog i, kunne indeholde et satirisk element, men altså ikke hvori det bestod.