Kvinde taber sag om erstatning for skade i DR-program

En kvinde faldt og gled i kaffe under en konkurrence i DR-program tilbage i 2012. 
DR undgår at betale en erstatning til en kvinde, der tilbage i 2012 kom til skade under optagelserne af et børneprogram. | Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix
DR undgår at betale en erstatning til en kvinde, der tilbage i 2012 kom til skade under optagelserne af et børneprogram. | Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix
AF RITZAU

DR er blevet frifundet i en civil sag, hvor en kvinde havde sagsøgt tv-koncernen og bedt om over en million kroner i erstatning, efter at hun kom til skade i et DR-program i 2012.

Det oplyser Retten i Aarhus til Ritzau.

Kvinden deltog i et børneprogram i maj 2012, hvor der var forskellige konkurrencer. Det fremgår af dombogen fra retten, som Ritzau har fået aktindsigt i.

Konkret var kvinden med i en konkurrence, hvor hun skulle suge kold kaffe op fra en beholder og løbe over til en anden beholder, hvor kaffen skulle spyttes ud.

Under afviklingen af konkurrencen gled kvinden og faldt. Hun har forklaret i retten, at hun gled i noget kaffe, som var blevet spildt på linoleumsgulvet under konkurrencen.

Kvinden brækkede ifølge dombogen sit skinneben og var sygemeldt i en længere periode.

Hun kom også til skade med sit knæ. Hendes méngrad er blevet fastsat til 10 pct. og hendes tab af erhvervsevne er på 15 pct., fremgår det af dommen.

I sine påstandsdokumenter i sagen anførte kvinden, at DR ikke havde sørget for, at konkurrencen blev afviklet forsvarligt. Det mente DR omvendt, at kvinden og hendes advokat ikke havde ført bevis for.

Retten har i sin dom lagt vægt på, at DR havde afviklet konkurrencen mange gange før. Børn har deltaget, hvor der er blevet brugt saftevand i stedet for kaffe, fremgår det af dommen.

Retten lægger til grund, at der ikke har været uheld i forbindelse med de tidligere konkurrencer. Derfor mente retten ikke, at DR havde nogen grund til at betragte konkurrencen som farlig.

Derudover kom retten frem til, at DR ikke havde handlet ansvarspådragende.

Retten i Aarhus afsagde dom torsdag. Her fastsatte retten også, at kvinden skal betale sagens omkostninger, som er på 70.000 kr.

Det har ikke været muligt at få oplyst, om kvinden vil anke sagen til landsretten.


Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

!
Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også