Dansk eksport af film og tv steg markant i 2021

Tallene for 2021 står i kontrast til nu, hvor produktionen af særligt tv står ”meget stille” ifølge Producentforeningen. 
Foto: Daniel Karmann/AP/Ritzau Scanpix
Foto: Daniel Karmann/AP/Ritzau Scanpix

2021 var et boomår for dansk tv-produktion, mens det var et hårdt år for filmproducenter. I begge brancher tog beskæftigelsen og eksporten dog et hop opad.

Det viser den nye rapport ”Dansk Indholdsproducenter 2023”, som opgør omsætning, beskæftigelse og eksport for indholdsproducenter i forskellige dele af mediebranchen med data for 2021. Rapporten udgives årligt af Producentforeningen og er baseret på tal fra Danmarks Statistik.

Danske filmproducenters omsætning faldt dog i 2021 væsentligt efter nogle ellers stabile år grundet coronanedlukninger af biograferne, der lagde låg på indtjeningen. I 2021 blev der således omsat for 1,77 mia. kr., hvilket er det laveste niveau siden 2017. Sammenlignet med året forinden, 2020, faldt omsætningen med 17 pct.

Eksporten steg i 2021 til knap en halv mia. kr., 547 mio., efter et fald i 2020 til 424 mio. Sammenlignet med 2017 steg eksporten med syv pct.

Antallet af filmproducerende virksomheder steg i 2021. Her lå antallet på 456 virksomheder, hvilket er en stigning på 43 pct. siden 2017. Også beskæftigelsen tog et hop opad, hvor branchen med 1.066 årsværk steg tre pct. fra 2020 og 15 pct. siden 2017.

Aktuelt står produktionen ”desværre meget stille”

Omvendt var 2021 et stærkt år for tv-producenter. Deres samlede omætning ramte 1,89 mia. kr., hvilket er en lille stigning fra 2020, hvor den lå på 1.863 mia. kr. Streamingtjenesternes ændring af branchen ses tydeligt, da omætningen er steget hele 25 pct. siden 2017. 

Eksporten steg betydeligt i 2021, hvor der af tv-producenter blev eksporteret for 204 mio. kr., hvilket er en stigning på 44 pct. fra 2020, hvor eksporten lå på 142 mio. kr.

I tv-branchen faldt antallet af virksomheder i 2021 en smule med tre pct. i forhold til året forinden, og blev udgjort af 129 virksomheder. Det er første år siden 2017, at der var nedgang på denne front.

Beskæftigelsen steg, hvor branchen beskæftigede 1.409 årsværk, hvilket er seks pct. højere end i 2021. Sammenligner man beskæftigelsen med 2017, er der sket en stigning på hele 21 pct.

”Aktuelt står tv og filmproduktionen desværre meget stille, primært fordi alle afventer en ny medieaftale og afklaring omkring kulturbidraget. De utrolig flotte tal fra 2021 understreger imidlertid, hvor godt branchen klarede sig før rettighedskonflikten og den aktuelle krise. Med den kulturpolitiske redegørelse ser det heldigvis ud til, at politikerne også har fået øjnene op for branchens potentiale,” udtaler Producentforeningens direktør, Jørgen Ramskov, i en meddelelse om rapporten. 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

!
Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også