MediaWatch

Fodbold-VM sætter gang i tv-salget

VM i en kold måned betyder færre udendørs særrangementer. Det er godt nyt for dem, der sælger fladskærme.

Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix

Efter et salgsmæssigt halvsløjt år ser VM i fodbold ud til at kunne redde noget af det tabte hjem for producenter og forhandlere af tv-apparater.

Det vurderer direktøren for den tyske organisation for forbrugerelektronik, Sara Warneke, som har fremlagt sine forventninger i forbindelse med Europas største messe for forbrugerelektronik, IFA, der finder sted i Berlin i disse dage.

”VM i fodbold giver altid et større salg af tv-apparater. Denne gang kan det dog blive endnu større end normalt,” siger Sara Warneke.

Årsagen til den forventede stigning i salget er, at VM, der normalt bliver afviklet i sommermånederne, i år bliver spillet i november.

”Normalt er der tradition for mange store storskærmsarrangementer udendørs. Specielt i de nordlige lande er det vores forventning, at folk på grund af årstiden i højere grad bliver hjemme og ser kampene denne gang. Mange vil derfor benytte lejligheden til at købe et nyt tv,” siger hun.

Der blev langet mange fladskærme over diskene i de danske tv-forretninger sidste år. Til gengæld er tallet faldet i år.

Ifølge analysefirmaet GfK er der i år foreløbig solgt fladskærme for 990 millioner kroner. På samme tid sidste år, var salget ifølge Berlingske på 1,27 milliarder kroner.

Hos Samsung, der er verdens største på salg af fladskærme, forventer landechef i Danmark, Claus Holm, at VM giver et øget salg. Han tvivler dog på, at det kan komme på niveau med sidste år.

”Under corona så vi et øget salg tv, fordi folk var mere hjemme. Så nogle af dem, der ville have købt et nyt tv til VM, har måske allerede gjort det.”

Nogenlunde samme toner lyder fra Henrik Kyhl, der er direktør for Philips TV i Norden, Storbritannien og Irland.

”Vi oplever, at trenden går mod endnu større tv, hvor 70 og 75 tommer er der, hvor vi forventer den største vækst.”

”Mange har forkælet sig selv under pandemien. Vi har derfor haft et flot salg af tv de sidste to år, påvirket af at vi også har været meget hjemme. Derfor er forventningen også et lidt mindre salg i år. VM vil dog være med til at begrænse faldet,” siger Henrik Kyhl.

Mere fra MediaWatch

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

MediaWatch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Watch job

Se flere jobs

Se flere jobs