MediaWatch

"Top Gun"-film slår rekorder på vigtig åbningsweekend i USA

Top Gun-efterfølger har haft historisk åbning i USA og flyver mod en af de bedste åbningsweekender nogensinde.

Foto: Henry Nicholls/REUTERS/Ritzau Scanpix

Den nye storfilm ”Top Gun: Maverick” med hollywoodstjernen Tom Cruise i hovedrollen slog rekorder på den forlængede Memorial Day-weekend i USA. Det viser nye tal fra analysefirmaet Comscore mandag.

Med et samlet billetsalg på 156 millioner dollar (godt en milliard kroner) har ingen anden film klaret sig så godt i USA på den fire dage lange weekend, hvor filmstudierne ofte frigiver nogle af deres største blockbustere.

Den tidligere rekord tilhørte Disney-filmen ”Pirates of the Caribbean: At World’s End”, der i 2007 tjente 153 millioner dollar på Memorial Day-weekenden.

I ”Top Gun: Maverick” vender Tom Cruise tilbage i sin rolle som jagerpiloten Pete ”Maverick” Mitchell, 36 år efter at skuespilleren første gang charmerede biografgængere verden over i den originale ”Top Gun”-film.

Efterfølgeren er blevet overøst med roser af anmeldere for sit stærke plot og flotte actionscener. Filmen er sågar blevet kaldt bedre end originalen.

Justin Chang, der er filmkritiker hos avisen Los Angeles Times, skriver i sin anmeldelse, at den nye film er ”latterligt underholdende”.

Han mener også, at ”Top Gun: Maverick” kan indlede en ny æra i Hollywood, der de seneste år har været totalt domineret af Marvel-franchisets superheltefilm.

Ifølge mediet Variety er ”Top Gun: Maverick” ikke kun lykkedes med at opbryde superheltefilmenes dominans. Den har også formået at trække det ældre publikum tilbage i biografen.

55 pct. af alle, der har set den i USA på åbningsweekenden, har således været over 35 år gamle.

Dermed har filmen formået at appellere til den del af befolkningen, der har været mest tilbageholdende med at vende tilbage til det store lærred efter pandemien.

Globalt forventer analytikere, at ”Top Gun: Maverick” lander på 252,7 mio. dollar (1,7 mia. kr.) i indtjening efter åbningsweekenden.

Holder det stik, vil det ifølge mediet Box Office Mojo være den fjerdebedste åbningsweekend nogensinde.

Mere fra MediaWatch

Aller Media-topchef om nedlæggelse af printmagasin til unge: "Tiden er moden"

Næste år ville ”Vi Unge” som printmagasin være fyldt 60 år. Men fra årsskiftet er den trykte version af magasinet til teenagepiger fortid. Topchef i Aller Media kalder det en ”meget logisk beslutning” og forklarer samtidig, hvad der ligger bag en række andre, større ændringer i Aller Medias redaktionelle setup.

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

MediaWatch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Watch job

Se flere jobs

Se flere jobs