MediaWatch

Tv-status: Fald i seertal viser kommercielle kanalers kurs mod streaming

Med enkelte undtagelser faldt de kommercielle broadcasteres andel af den danske tv-sening i 2021. Tv-stationerne uden statsligt ejerskab tegnede sig for under en fjerdedel af den kommercielle målgruppe.

Foto: Francois Mori/AP/Ritzau Scanpix // PR/Nent Group // Janus Nielsen/PR/Discovery (sammensat af MediaWatch)

Danskerne har over en bred kam set 10 minutter mindre traditionelt flow-tv om dagen i 2021. Samtidig er andelen af den traditionelle tv-sening, der foregår på kommercielle kanaler, der ikke er ejet af staten, blevet mindre. Det viser tal fra Kantar Gallup, der opgør det forgangne års tv-sening.

I den kommercielle målgruppe på 19-50 år faldt de fem kommercielle broadcasteres samlede andel fra 26,171 pct. i 2020 til 23,987 sidste år – et tab på 2,184 procentpoint. Udviklingen er mindre dramatisk end i 2020, hvor Discovery Networks blev hældt ud af Yousees tv-pakker og mistede halvdelen af sit seergrundlag på flow-tv, som trak den samlede andel ned.

Faldet er fortsat for Discovery Networks’ kanalers andel af det kommercielle marked, hvor den amerikanske broadcaster tabte 0,81 procentpoint og endte på 5,488 pct. i 2021.

Discovery har dog strategisk omstillet sig mod streaming og lancerede kort efter nytår platformen Discovery+, som ifølge tal fra en Wilke-undersøgelse lavet for Copenhagen Futuretv har en abonnent i næsten hver tiende danske husstand.

Nent, der ejer TV3-kanalerne, har også streaming som overskrift for den langsigtede strategi, og er i gang med en større international udrulning af streamingtjenesten Viaplay. Selvom Nent mistede seere sidste år, fastholdt broadcasteren sin overordnede førerposition i det danske flow-landskab med en kommerciel andel på 14,024 pct. i 2021 – et fald på 0,69 procentpoint.

Disney taber halvdelen af sin andel

Retter man blikket mod den bredere befolkning på tre år og opefter er billedet af 2021 i grove træk det samme. Én forskel er dog, at Discovery her gik marginalt frem og kom tærsklen på fem pct. af danskernes tv-forbrug et museskridt nærmere.

Den største relative ændring kan dog spores hos Disney, som fik halveret sin del af den samlede danske tv-sening og endte 2021 med 0,273 pct.

Det skal dog ses i lyset af, at Disney fokuserer på streamingplatformen Disney+, der blevet rullet ud i efteråret 2020 og siden, som de andre tv-aktører, har fokuseret kræfterne om lancering af nyt indhold til og markedsføring af streamingtjenesten.

Disney+ har med kombinationen af populære indholdsbrands og enorme investeringer i en løbende opdatering af serie- og filmkataloget fået hurtigt fat i forbrugerne, og 25 pct. af danske husstande abonnerer på tjenesten ifølge Wilke-undersøgelsen fra maj. Dermed er den lige i hælende på Viaplay, der med 28 pct. er landets tredjestørste streamingspiller, når man ikke medregner DRtv.

Ungdomskanal i fremgang skifter hænder

En af de hyppigst nævnte tendenser omkring tv-markedet er, at de unge seere for længst er rykket i hobetal væk fra flow og mod streaming. I den kommercielle målgruppe fik den digitale kanal Xee, hvis indhold mestendels er rette mod unge voksne, en smule bedre fat i 2021, hvor dens seerandel steg med 0,048 procentpoint til 1,929 pct. Det skete i et 2021, hvor TV 2 Zulu tabte en bid af sine seere i målgruppen.

Nent råder ikke overraskende over størstedelen af de kommercielt ejede kanaler, der havde flest seere sidste år, og den dominans vil formentlig fortsætte i 2022. Den nordiske broadcaster overtog ved udgangen af det forgangne år Xee, som skifter navn til See og bliver drevet i partnerskab med tv-distributøren Yousee.

Disney-ejede Fox, som var Yousees partner på Xee, vil dermed tabe langt størstedelen af sin danske seerandel. At få en flow-kanal mindre i porteføljen falder på linje med Disneys centralisering af kræfterne omkring Disney+.

 

Mere fra MediaWatch

Debat: Mediepolitik uden jordforbindelse

Magter folketing og regering at lave en medieaftale, der kan gennemføres, og vil den fungere i virkelighedens mediemarked? Sporene skræmmer. Den seneste medieaftale fra 2018 er et klart eksempel på, hvor galt det kan gå. Men den var desværre ikke en undtagelse. Sådan lyder det fra rådgiver og tidl. generaldirektør i DR Christian S. Nissen i dette debatindlæg.

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Se flere jobs