MediaWatch

Ny pris skal fremme bedre arbejdsmiljø i tv-branchen

Tvprisens executive udvalg har sammen med Dansk Journalistforbund stiftet en ny arbejdsmiljøpris, som vil blive uddelt til Tvprisen 2022 i januar.

Foto: PR / TVprisen / Producentforening / Dansk Journalistforbund

Den danske tv-branches prisuddelingsfest, Tvprisen, er blevet en kategori rigere med en statuette, der skal hylde årets bedste arbejdsmiljøtiltag.

Det fremgår af en pressemeddelelse.

Det er Tvprisens ledende udvalg, der i samarbejde med Film og Tv gruppen i Dansk Journalistforbund har stiftet "Inspirationsprisen", som skal gå til et tiltag, der har gjort en positiv forskel for medarbejderne på en tv-produktion eller en anden del af branchen inden for det seneste år.

"Der har de seneste år med rette været et stort fokus på at udvikle tiltag, der øger det gode arbejdsmiljø hos både producenter og broadcastere. Derfor er det også helt oplagt, at Tvprisen, som er årets største prisuddeling i tv-branchen, hylder de bedste tiltag," siger Jørgen Ramskov, direktør hos Producentforeningen og medlem af Tvprisens executive udvalg.

Med internationale streamingtjenesters indtog på det danske marked og streamingens erobring af danske stuer er der i de senere år sket i boom i efterspørgslen på tv-produktion, som overstiger den i forvejen pressede branches kapacitet. Fortsætter udviklingen i film- og tv-branchen, står man til at mangle 1900 årsværk i 2025 ifølge en arbejdskraftanalyse af sektoren, den Digitale Visuelle Industri, DVI, som HBS Economics har udarbejdet for Vision Danmark og Producentforeningen.

Medarbejdere og chefer i virksomheder og større tv-afdelinger kan indstille tiltag til prisen, som fx har mindsket fysisk belastninger, stress eller hårde arbejdstider i løbet af året.

Tvprisen 2022 vil dermed tælle i alt 25 kategorier, når eventet løber af stablen 29. januar. Priskategorierne kan ændres fra år til år i takt med udviklingen i branchen.

Mere fra MediaWatch

Briefing: Ugen i mediebranchen

Grønne Aller-regnskaber, tilføjelse til Podimo-top og opgør med techkæmper er blandt strømmene, der formede ugens nyhedslandskab i Mediedanmark. Få et overblik med denne briefing.

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Se flere jobs