MediaWatch

Højesteret tvinger TV 2 til at udlevere bånd med skjulte optagelser

Ansatte på plejehjem og på TV 2 er sigtet efter dokumentar. Politi får nu ret til at se de rå optagelser.

Højesteret ved Christiansborg i København. | Foto: JENS DRESLING/RITZAU SCANPIX

Fem dommere i Højesteret tvinger nu TV 2 til at overgive samtlige skjulte optagelser fra plejehjem i Aarhus og Randers, som blev foretaget i forbindelse med dokumentaren "Plejehjemmene bag facaden".

Det er Østjyllands Politi, som vil have fingrene i de uredigerede optagelser i forbindelse med efterforskningen af to sager.

Dels undersøger politiet, om medarbejdere fra TV 2 har overtrådt loven i forbindelse med optagelserne, og dels efterforskes det, om ansatte på plejehjemmene kan straffes for deres kritisable behandling af borgere.

TV 2 har modsat sig, at politiet skulle have lov til at beslaglægge optagelserne og gennemse dem. I den forbindelse har TV 2 henvist til, at det vil være et indgreb i mediernes generelle arbejdsvilkår, og at indgrebet ikke står mål med de lovovertrædelser, der måtte være tale om.

På den anden side har Østjyllands Politi holdt fast i, at det er nødvendigt at få adgang til optagelserne for at kunne efterforske sagen til bunds. Og det er Højesteret enig i. Både for så vidt angår efterforskningen mod TV 2 og efterforskningen mod de ansatte på plejehjemmene.

Dokumentaren "Plejehjemmene bag facaden" omhandler blandt andet personalets behandling af den demenssyge Else Marie Larsen på plejehjemmet Kongsgården i Aarhus.

På optagelserne ses, hvordan den ældre kvinde ikke får hjælp, selv om hun udtrykker smerte, mens hun hænger i en lift. Personalet undlader desuden at skifte en ble på den ældre kvinde, selv om de ved, det er påkrævet.

Stadfæster kendelse fra landsretten

Dokumentaren blev i første omgang bremset ved et midlertidigt forbud nedlagt af først en byretsdommer og siden tre landsretsdommere. Højesteret har tirsdag også taget stilling til den del af sagen og fastslået, at forbuddet var i overensstemmelse med loven.

Tirsdagens afgørelse om beslaglæggelse og gennemsyn af de uredigerede optagelser - de såkaldte råbånd - er en stadfæstelse af en kendelse fra Vestre Landsret.

Landsretten omgjorde i oktober en afgørelse fra Retten i Aarhus. Her mente en byretsdommer nemlig ikke, at TV 2 skulle udlevere de uredigerede optagelser.

Østjyllands Politi oplyser til Ritzau, at efterforskningen af sagerne mod dels en række TV 2-ansatte og dels ansatte på plejehjemmene har afventet afgørelsen fra Højesteret.

Nu skal efterforskerne gennemgå indholdet af optagelserne, og når efterforskningen er afsluttet, vil sagen blive overgivet til anklagemyndigheden, som vil træffe afgørelse om, hvorvidt der skal rejses tiltale mod nogen.

/ritzau/

Mere fra MediaWatch

Franske medier lander indholdsaftale med Facebook

En forhandlingsalliance, der bl.a. repræsenterer Le Monde og Le Figaro, har netop indgået en aftale med Facebook om visning af journalistisk indhold. Aftalen er et bevis på, hvad der kan opnås gennem løsningsorienteret dialog, siger det sociale medieselskab.

Læs også

Relaterede

Trial banner

Seneste nyt

Se flere jobs