MediaWatch

Tre procent af befolkningen var i biografen i andet kvartal

I april, maj og juni var der markant færre biografgængere end i de samme måneder i 2020, viser tal fra Danmarks Statistik. Faldet skyldes bl.a., at biograferne var lukkede frem til 6. maj, og efterfølgende var der pladsbegrænsninger.

Foto: Finn Frandsen/Politiken/Ritzau Scanpix

Antallet af biografgæster er faldet drastisk fra andet kvartal 2019 til samme kvartal i år som følge af coronanedlukninger og restriktioner, viser nye tal for kulturerhvervene fra Danmarks Statistik. Det skriver Kulturmonitor.

I april, maj og juni 2019 var 26 pct. af befolkningen i biografen, mens tallet var 9 pct. i andet kvartal 2020 og 3 pct. i år. Tallet skal ses i lyset af, at biograferne var omfattet af anden nedlukningsbølge, som betød, at biografsalene stod tomme fra slutningen af 2020 til 6. maj i år.

Efter genåbningen kunne biograferne dog stadig ikke åbne fuldt og helt op, idet der gjaldt en række restriktioner, som bl.a betød, at der skulle vises coronapas for at få adgang til biografmørket, ligesom afstandskrav betød, at ca. en tredjedel af sæderne måtte stå tomme.

Alle afstandskrav og restriktioner blev ophævet 1. september.

Afgørende billetsalg

Også i 2020 var biograferne ramt af den månedlange nedlukning, som ifølge en opgørelse foretaget af Filmmagasinet Ekko betød, at 57 danske biografer oplevede en procentvis tilbagegang i overskuddet på 118 pct. Alene landets største biografkæde, Nordisk Film Biografer, så et fald på 45 mio. kr. til et minus på knap 30 mio. kr. sidste år.

Efterfølgende har adm. direktør for Danske Biografer, Lars Werge, sagt til Politiken, at coronanedlukningerne har presset biograferne i et omfang, så især mindre biografer er afhængige af, at der bliver solgt mange billetter i efteråret.

"De er meget afhængige af, at der kommer folk i biografen de næste måneder – ellers risikerer de i værste fald at dreje nøglen om," siger han til avisen sidste i juli.

Mere fra MediaWatch

Læs også

Relaterede

Trial banner

Seneste nyt

Se flere jobs