
Distributionsselskabet Scanbox Entertainment får fremover eneret på at distribuere og markedsføre film fra produktionsselskabet Motor, der bl.a. står bag biografaktuelle "Pagten" og dramaserien "Fred til lands".
Det skriver parterne i en pressemeddelse, efter de har indgået en ekslusivaftale om et partnerskab, når kommende film fra Motor skal ud i verden og møde publikum i biografer og på streamingtjenester.
Selskaberne samarbejder i øjeblikket om to kommende film, "Du som er i himlen" af Tea Lindeburg samt "Venuseffekten" af Anna Emma Haudal, som begge får premiere i det kommende års tid.
Med aftalen vil samarbejdet også favne fremtidige filmproduktioner som "Fremmed" af Mads Hedegaard, der begynder optagelser i 2022.
"Vi er meget glade for at indgå et eksklusivt samarbejde med Motor, som drives af dygtige folk med stor erfaring og har et øje for kvalitetsfilm med en appel til et bredt publikum," udtaler adm. dir. for Scanbox Entertainment, Thor Sigurjonsson.
Filmselskabet Motor blev stiftet i 2018 af manuskriptforfatter Christian Torpe og producer Jesper Morthorst. De har tidligere stået bag "Stille Hjerte" af Bille August og tv-serier som "Rita" og "Norskov".
"Med Scanbox har vi fundet en film-partner, der er uafhængige som os selv, og som derfor udstråler både mod og selvsikkerhed i deres valg. De går efter præcis de samme film, som vi selv gør – og det her er altså endnu engang historien om at 'lige børn leger bedst'," siger adm. direktør og producer Jesper Morthorst fra Motor i meddelelsen.