MediaWatch

Norsk instruktør med danske rødder skal kæmpe om Guldpalmen

Deltagerne i hovedkonkurrencen ved filmfestivalen i Cannes er blevet annonceret. Ingen danskere er blandt.

Joachim Trier er nomineret for filmen "Verdens værste menneske". | Foto: Martin Lehmann/Politiken/Ritzau Scanpix

Den norske instruktør Joachim Trier, der er født i Danmark og har danske rødder, er med i konkurrencen om Guldpalmen ved filmfestivalen i Cannes.

Det står klart, efter at årets deltagere torsdag er blevet annonceret.

47-årige Joachim Trier, hvis far er den danske lydmand Jacob Trier, er nomineret for filmen "Verdens værste menneske".

Trier stod også bag den engelsksprogede film "Louder Than Bombs", der var med i hovedkonkurrencen i Cannes i 2015.

Derudover har han tidligere fået stor ros for filmen "Oslo, 31. august", der i 2011 var med i den særlige kategori Un certain regard i Cannes.

Un certain regard hylder film, der er usædvanlige, utraditionelle eller på anden vis skiller sig ud. I 2018 fik den svenske film "Grænse" prisen.

Ingen danske film er i år med i kampen om Guldpalmen.

Det er til gengæld en række velkendte instruktører. Amerikanske Wes Anderson har filmen "The Great Dispatch" med i konkurrencen, mens den amerikanske instruktør og skuespiller Sean Penn har "Flag Day" med.

Den iranske instruktør Asghar Farhadi har filmen "A Hero" med i konkurrencen. Farhadi fik i 2012 en Oscar for filmen "A Separation" og i 2017 en Oscar for filmen "The Salesman".

Tre tidligere vindere af Guldpalmen, franske Jacques Audiard, italienske Ninna Moretti og thailandske Apichatpong Weerasethakul, er også udvalgt.

Finske Juho Kuosmanen deltager med filmen "Hytti nro 6".

I kategorien Un certain regard er norske Eksil Vogt med. Han har lavet thrilleren "De uskyldige". Både den og Joachim Triers "Verdens værste menneske" er produceret af danske Snowglobe.

"Verdens værste menneske" bliver den første film på norsk i Cannes' hovedkonkurrence siden "Arven" af Anja Breien i 1979.

I 2000 fik den danske instruktør Lars von Trier Guldplamen for filmen "Dancer in the Dark", der har den islandske musiker Björk i hovedrollen.

"Pelle Erobreren" af Bille August fik Guldpalmen i 1988.

Guldpalmen anses for en af filmverdenens mest prestigefyldte priser.

/ritzau/

Mere fra MediaWatch

Journalisthøjskolens rektor stopper

Trine Nielsen vil have mere tid til andre bestyrelsesopgaver, herunder sin nye formandspost for Det Danske Filminstitut, og træder derfor tilbage som rektor for Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Prorektor konstitueres på posten, og jagt på ny rektor indledes efter nytår.

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Se flere jobs