MediaWatch

Overenskomstaftale sikrer journalister på TV 2 lønstigning

Både basisløn og personligt tillæg stiger for journalister og fotografer på TV 2, efter der er indgået en ny 1-årig overenskomstaftale. Stigningen svarer til en lønfremgang på omkring 2 pct.

Foto: Agnete Schlichtkrull/TV 2

Journalister, fotografer og andre redaktionelle medarbejdere på TV 2 kan se frem til 1014 kr. mere i lønposen om måneden, skriver Dansk Journalistforbund (DJ).

Lønstigningen er et resultat af en ny 1-årig overenskomst mellem TV 2 og DJ, der har fastlagt et nyt niveau for både basisløb og personligt tillæg.

Mens basislønnen stiger med 500 kr., hæves personlige tillæg for de DJ-ansatte med 514 kr. Den samlede stigning på 1014 kr. svarer til 2 pct. af lønsummen, skriver Journalistforbundet.

"Det var vigtigt for DJ's forhandlingsdelegation, at så stor en del af stigningen som muligt skulle komme alle til gode, så derfor er det selvfølgelig meget tilfredsstillende, at hele stigningen fordeles til alle", siger DJ's forhandlingsleder Henrik Bruun.

Da stigningen er sat til et fast beløb, bliver den procentuelle stigning størst for de lavestlønnede. Aftalen skal godkendes endeligt på en urafstemning, efter DJ's Hovedbestyrelse har behandlet den 21. februar.

Den 1-årige aftale indeholder alene den kollektive lønstigning, men ændrer ikke de øvrige arbejdsvilkår for TV 2's redaktionelle medarbejdere.

Mere fra MediaWatch

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Se flere jobs