MediaWatch

Tidligere kok ender i nordkoreansk våbenhandel i Mads Brügger-film

Mads Brügger kredser på ny om Nordkorea i dokumentarserien "Muldvarpen", som sendes søndag på DR, svenske SVT, norske NRK og britiske BBC.

Foto: Søren Bidstrup//

En førtidspensioneret kok, en dømt kokain-pusher, en spansk aristokrat og planer om en underjordisk våbenfabrik bygget med nordkoreansk hjælp er omdrejningspunkt for instruktøren Mads Brüggers dokumentarserie "Muldvarpen".

Dokumentaren i tre afsnit følger en dansk førtidspensioneret kok, der vælger at melde sig ind i Venskabsforeningen Danmark-DDF Korea - altså en dansk-nordkoreansk venskabsforening.

Her stiger han i graderne og kommer med på ture til Nordkorea, hvor han filmer med skjult kamera.

I Nordkorea møder han den spanske aristokrat Alejandro Cao de Benos. Alejandro Cao de Benos har tidligere været i international presses søgelys.

I april skrev det amerikanske erhvervsmedie Bloomberg en artikel om ham med overskriften: "Vil du gøre forretninger i Pyongyang? Ring til Nordkoreas mand i Spanien."

På sin Twitter-profil præsenterer han sig også som repræsentant for Nordkoreas regering.

Spanieren opfordrer den førtidspensionerede kok til at starte en skandinavisk afdeling af organisationen KFA, der er en nordkoreansk støtteorganisation.

På et tidspunkt bliver den tidligere kok ifølge ham selv og Mads Brügger bedt om at finde potentielle pengemænd, der vil købe kemikalier, stoffer eller sågar våben af Nordkorea - og som er ligeglade med sanktionerne mod landet.

En sådan pengemand skaber Mads Brügger selv. En dømt kokain-pusher fra Danmark bliver bedt om at spille den opdigtede Mr. James.

Sammen med den førtidspensionerede kok filmer de to i blandt andet Pyongyang møder med personer, der præsenteres som nordkoreanske embedsmænd.

Her bliver de ifølge dokumentaren præsenteret for et menukort af våben de kan købe - herunder Scud-missiler.

Forretningseventyret udvikler sig til at involvere købet af en ø i Uganda. Her fra er der skjulte optagelser af møder, hvor købet af øen og planer om at opføre en fabrik og et laboratorie under jorden bliver diskuteret.

Til sidst bliver en olietransport i strid med FN-sanktioner mod Nordkorea sammen med en jordansk forretningsmand også en del af handlen.

Før handlen med olie, våben og en fabrik i Uganda bliver afsluttet, bliver Mr. James trukket ud af ligningen.

Mod seriens slutning afslører den førtidspensionerede kok også over for Alejandro Cao de Benos, at han har samarbejdet med Mads Brügger om dokumentaren.

Det sker tilsyneladende omkring 2. september. Her kan man på en Facebook-side for den skandinaviske afdeling af KFA, som den førtidspensionerede kok har styret, læse beskeden: "Over and Out".

I et skriftligt svar til filmens producenter afviser Alejandro Cao de Benos filmens fremstilling, som han mener, er manipulerende.

Ifølge filmen har danske myndigheder på intet tidspunkt henvendt sig til den førtidspensionerede kok eller Mr. James for at høre til deres aktiviteter.

Dokumentaren vises over tre afsnit. De første afsnit sendes søndag aften på DR, svenske SVT, norske NRK og britiske BBC. Hele serien ligger også på dr.dk.

Brügger og Bertelsen: Vi var i gang med at fyre os selv

Metronome og Nordisk Film TV skærer til og finder flyttekasser frem efter storfusion

Tidligere ansat anklager Emmy-vinder for krænkelser

Relaterede

mediawatch 14 day trial

Seneste nyt

Mediejob

Se flere

Se flere