MediaWatch

TV 2-topchef lover livtag med kultur og hård tone i nyhedsafdelingen: "Vi er klar til at tage de opgør, der skal tages"

Over de næste tre uger skal et advokatfirma indsamle og vurdere indberetninger om krænkelser og usund kultur på TV 2. Undersøgelsen imødekommer et krav fra de redaktionelle medarbejdere, men var besluttet i forvejen, siger topchef, der også lover fokus på magtstruktur og tone på TV 2 Nyhederne, som redaktionelle medarbejdere har krævet.

Anne Engdal Stig Christensen, adm. direktør, TV 2. Foto: Miklos Szabo/TV 2 Danmark

Det gik unægteligt godt for TV 2. Årets første halvår bød på det største overskud i mands minde, og forventningerne til hele årets resultat blev skruet op.

Da det for to uger siden blev meldt ud, at TV 2 igen bliver "hele Danmarks hjemmebane" for herrelandsholdet i fodbold fra 2022 var det symbolsk topping på de seneste års fremgang. Seerandelen har de seneste år teenagetrodset det faldende marked og nærmer sig 50 pct., og bundlinjen tillader igen indkøb af dyrere sportsrettigheder.

Så meget desto mere har selvforståelsen de seneste uger fået en klirrende kæberasler, efter X Factor-værten Sofie Linde berettede om sexisme i mediebranchen. Seks kvindelige ansatte på TV 2 satte gang i en underskriftindsamling, der bakkede Sofie Lindes budskab op om, at nej, det var ikke en enkelt svipser. Over 1600 kvinder i mediebranchen tilsluttede sig underskriftindsamlingen og satte et spejl op for mediebranchen, som medieledelserne siden har haft travlt med at kigge i – for at se, hvad de overså.

På TV 2 fik det i første omgang adm. direktør Anne Engdal Stig Christensen til at tage samtaler med kvindelige ansatte og nyhedsledelsen til at indkalde til stormøde og nyhedschef Jacob Kwon til at erkende, at der var problemer med en mandsdomineret kultur i TV 2's nyhedsafdeling.

Ekstern undersøgelse på vej

Det har dog ikke løst problemerne eller fået uroen til at fordufte. Mandag aften endte et møde blandt de redaktionelle medarbejdere med et krav til ledelsen dels om en ekstern undersøgelse, dels om et fokus på "magtstrukturen og den hårde tone" i nyhedsafdelingen.

At der var brug for en ekstern undersøgelse, var adm. direktør Anne Engdal Stig Christensen også nået frem til, forklarer hun, efter undersøgelsen blev sat i gang i går og vil løbe over de næste tre uger.

"Jeg har hele tiden vidst, at der var forskellige niveauer i den her proces, og at det også ville involvere en grundigere ekstern undersøgelse, hvor alle havde lige adgang, og hvor man fjernede barrierer for, at man kunne komme frem med sine ting. Det er stadig det niveau, vi er på, og derfor den her undersøgelse," siger Anne Engdal Stig Christensen.

Hun oplyser, at beslutningen om at iværksætte undersøgelsen blev truffet torsdag i sidste uge. Det skete i kølvandet på de samtaler, som direktøren havde med en række kvinder i organisationen. Samtalerne har ifølge Anne Engdal Stig Christensen understreget behovet for en bred undersøgelse.

"Det er ikke samtalerne, der alene har gjort det, men de har bekræftet mig i, at paletten af det, vi skal beskæftige os med, er ret bred med alt fra ligestilling til dårlig tone og sexistisk adfærd," siger Anne Engdal Stig Christensen, der forklarer, at hun også har haft kontakt til TV 2 i Norge for at trække på erfaringer.

"Nu har vi tre uger, hvor vi kan få så meget som muligt frem, og så skal vi i mellemtiden overveje og efter undersøgelsen beslutte, hvad næste niveau bliver. Her er der klart fokus på Nyhedsafdelingen, hvor der også er flest ansatte, hvor det også startede, men jeg skal have hele TV 2 med i den her undersøgelse. Jeg vil ikke lukke nogen døre overhovedet, jeg vil have tingene frem, og vi er klar til at tage de opgør, der skal tages," siger Anne Engdal Stig Christensen.

To spor i undersøgelsen

Det er advokatfirmaet Norrbom Vinding, der skal tage imod indberetninger igennem de næste tre uger. Det sker per mail, og indholdet vil blive inddelt i to hovedgrupper, forklarer Anne Engdal Stig Christensen.

"En gruppe vil handle om de indberetninger, der skal have en juridisk vurdering af karakteren og et muligt juridisk efterspil, den anden vil handle bredt om kultur. De sager bliver anonymiseret og meldt tilbage til mig," siger hun og uddyber, at den første gruppe af indberetninger håndteres af Norrbom Vinding, mens den anden del skal danne TV 2-ledelsens beslutningsgrundlag for videre forløb og indsats i forhold til at skabe kultruforandringer.

Ifølge hovedtillidsmanden er der også et krav om, at ledelsen tager hånd om og fat på en magtstruktur og hård tone i Nyhedsafdelingen. Kan du love medarbejderne, at du vil gøre det?

"Jeg kan godt love, at det bliver en af de indsatser, vi kommer til at tage med," siger Anne Engdal Stig Christensen.

Kommer det bag på dig, at der er en hård tone, som medarbejderne taler om?

"Det er i hvert fald overraskende for mig, at det er noget, der åbenbart har været så markant, som man må forstå. Det er jeg overrasket over, og det tager jeg ekstremt seriøst. Man leder ikke bedre af at tale grimt. Hvis det er en anerkendt kultur, bliver det en del af en dagligdag. Som en sagde til mig, så bliver man jo bare døv over for det til sidst. Det, synes jeg, er meget rigtigt."

Ifølge tillidsmanden for de redaktionelle medarbejdere er tilliden til nyhedsledelsen afventende. Har du tillid til nyhedsledelsen?

"Jeg synes, vi har en meget dygtig nyhedsledelse, men vi er i gang med at kigge på spørgsmålet om uhensigtsmæssig kultur, og den opgave skal en nyhedsledelse fremadrettet tage på sig," siger Anne Engdal Stig Christensen.

Har du tillid til nyhedsledelsen?

"Nu har jeg sat den her undersøgelse i gang. Jeg mener det seriøst, at vi skal have undersøgt kulturen på TV 2. Derfor skylder jeg også at have et åbent sind på, hvor undersøgelsen bringer os hen. Det være sig både i forhold til nyhederne og resten af TV 2. Så derfor vil du heller ikke høre mig melde bombastisk ud. Allerede for to uger siden meldte jeg ud, at jeg ikke ville gøre mig til dommer over, hvordan kulturen er pt. Nu undersøger vi sagerne til bunds, og så bliver jeg og vi helt sikkert klogere."

Relaterede

mediawatch 14 day trial

Seneste nyt

Mediejob

Se flere

Se flere