MediaWatch

DGI-formand bliver medlem af TV 2's bestyrelse

Efter otte år som medlem træder Bjørn Erichsen ud af TV 2's bestyrelse. Pladsen overtages af DGI's formand.

Jens Dresling/Ritzau Scanpix
Charlotte Bach Thomassen er udpeget som nyt medlem af TV 2's bestyrelse. Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix

Charlotte Bach Thomassen, formand for idrætsorganisationen DGI, træder ind i TV 2's bestyrelse, oplyser Kulturministeriet i en meddelelse.

TV 2 er statsejet, og det er staten, der udpeger medlemmerne af tv-selskabets bestyrelse. Når Charlotte Bach Thomassen træder ind i bestyrelsen, træder Bjørn Erichsen, tidligere tv-direktør hos DR, ved samme lejlighed ud. Han har været medlem af TV 2's bestyrelse i otte år.

"Charlotte Bach Thomassen har solid erfaring med udvikling og strategisk ledelse af store organisationer. Hendes kompetencer vil gavne TV 2 i forhold til ledelse af den voksende organisationskompleksitet, som TV 2’s digitale transformation medfører. Derudover vil hun på baggrund af hendes mangeårige erfaring med foreningslivet være med til at sikre den mangfoldighed, en landsdækkende public service-station skal rumme," udtaler kulturminister Joy Mogensen (S) i meddelelsen, hvor hun også takker Bjørn Erichsen for indsatsen gennem otte år som bestyrelsesmedlem.

Formand for TV 2's bestyrelse er Jimmy Maymann, og næstformand er Merete Lundbye Møller. De øvrige medlemmer af bestyrelsen er Henrik Ravn, Sisse Fjelsted Rasmussen, Hermann Haraldsson, Astrid Søndberg, Thomas Breinholt og John Jäger. De tre sidstnævnte er valgt ind i bestyrelsen af TV 2's medarbejdere.

Relaterede

mediawatch 14 day trial

Seneste nyt

Mediejob

Se flere

Se flere