MediaWatch

Advokat: Bettingreklamer med Laudrup er i strid med loven

Frontmanden i Unibets bettingreklamer er samtidig kommentator for Discovery Networks, og de to ting kan ikke stå side om side og på linje med loven, mener advokat inden for markedsføringsret. Parterne er uenige.

Foto: Peter Cziborra/Reuters/Ritzau Scanpix

Den tidligere fodboldspiller Brian Laudrup toner ofte frem på skærmen – både som frontfigur i Uniberts reklamer for betting og som landsholdskommentator for Discovery Networks i Danmark. Men når reklamerne for Unibet bliver vist på samme kanal, som Laudrup kommenterer kampe for, er det i strid mod markedsføringsloven, vurderer advokat Heidi Højmark Helveg over for Journalisten.

"Jeg kan ikke se, hvordan det kan være lovligt. Der er ikke nogen formildende omstændigheder. Det er så klokkeklart," siger hun til fagbladet og påpeger, at det kan være vildledende for seerne, når en programmedarbejder på bl.a. et sportsprogram medvirker i fjernsynsreklamer på samme kanal ifølge reklamebekendtgørelsen.

Både Unibet og Discovery Networks afviser over for Journalisten, at deres reklamer og ansættelsen af Brian Laudrup skulle være i uoverensstemmelse med lovgivningen.

Discovery Networks sender ganske vist tv-kanaler ud til seere i Danmark, men selskabet sender på britisk sendetilladelse. Derfor er selskabets kanaler ikke omfattet af danske regler, men af britiske.

Netop spørgsmålet om regulering af danske tv-kanaler, der sendes fra udlandet, komplicerer sagerne. Blandt andet har TV 2 opfordret til en EU-løsning, så kanaler bliver stillet lige, uanset hvor de sender fra, mens Nordic Entertainment Group, der blandt andet står bag TV3-kanalerne, har opfordret til at se bredere på området end blot tv-reklamer og også tage eksempelvis sociale medier med i overvejelserne om ny regulering af markedet for spilreklamer.

Markedet for spilannoncering har de seneste måneder været genstand for meget debat. Skatteminister Morten Bødskov (S) har varslet forhandlinger om rammerne for bettingreklamer. Og som en del af nye regler for kviklån blev det med en aftale i december forbudt at reklamere for kviklån i sammenhæng med spil og gambling.

Relaterede

mediawatch 14 day trial

Seneste nyt

Mediejob

Se flere

Se flere