MediaWatch

Disney og Amazon strides om reklameindtægter fra streaming

De to selskaber er uenige om, hvor stor en del af indtægterne fra Disneys mediestreaming, som Amazons tv-udstyr giver mulighed for, der skal gå til techgiganten.

Foto: Lucy Nicholson/Reuters/Ritzau Scanpix

Disney og Amazon strides om indtægterne fra reklamer på streaming-apps. Den nye æra med streaming-tv giver større fordele i forhandlingerne for producenterne af medieindhold, skriver The Wall Street Journal.

Amazon, der udbyder tv-udstyr til mediestreaming, vil have del i indtægterne fra de apps, som udstyret giver adgang til. Det gælder blandt andet Disney, som står bag flere medieapps - herunder ABC, ESPN og Disney Channel.

I øjeblikket diskuterer de to selskaber et forslag på 10 pct. til Amazon ifølge The Wall Street Journals kilder.

Da Amazons medieudstyr, Fire TV, i første omgang blev lanceret, skulle flere medieselskaber ikke dele deres reklameindtægter for at ligge på platformen. Men på det seneste har Amazon strammet de betingelser, som det har foreslået bestemte selskaber, fortæller kilder til The Wall Street Journal.

Ifølge The Wall Street Journal svarer diskussionerne til de forhandlinger, man før i tiden så mellem udbydere af kabel-tv og tv-kanaler.

Til forskel fra tidligere, har udbyderne af streaming-udstyr som Amazon dog ikke monopol på bestemte geografiske områder, skriver mediet. Selskaber som Disney, der producerer medieindhold, kan vælge mellem en række af medieafspillere.

"De traditionelle forhandlinger mellem kabeloperatører og medieselskaber er de mest ondskabsfulde forhandlinger, jeg nogensinde har været udsat for. Og den verden ser man nu ramle sammen med de her techgiganter," fortæller Steve Shannon, der fører en markedsplads for reklamer på videostreaming ved navn Tetra TV, til The Wall Street Journal.

/ritzau/FINANS

Relaterede

mediawatch 14 day trial

Seneste nyt

Mediejob

Se flere

Se flere