MediaWatch

Dansk Folkeparti trækker kulturminister ind i ansættelse hos DFI

Ansættelsen af en ny konsulent for dokumentarfilm hos Det Danske Filminstitut, der har en fortid i det autonome miljø i København, har fået DF's kulturordfører til at kræve en kommentar fra kulturminister Joy Mogensen (S).

Foto: Martin Lehmann/Politiken/Ritzau Scanpix

Tidligere i september blev Frank Piasecki Poulsen udpeget som ny dokumentarfilmkonsulent i Det Danske Filminstitut. Han er uddannet fra Den Danske Filmskoles dokumentariske afdeling og har instrueret flere dokumentarfilm. Men grundet Frank Piasecki Poulsens fortid i det autonome miljø i København kalder ansættelsen på en kommentar fra kulturminister Joy Mogensen (S) ifølge DF's kulturordfører, Alex Ahrendtsen. Det skriver Kulturmonitor.

Efterspørgslen på en kommentar fra ministeren er kommet i form af et paragraf 20-spørgsmål på baggrund af, at Frank Piasecki Poulsen i sin tid blev anklaget – men ikke dømt – for at have taget del i optøjer på Nørrebro i 1998, hvor Dansk Folkepatis daværende formand, Pia Kjærsgaard, blev overfaldet.

"Det virker som om, at man i det venstreorienterede miljø i Danmark har en meget lang snor overfor personer, der på en eller anden måde har været involveret i ekstreme aktiviteter eller lignende, mens man ikke har samme form for tilgivelse overfor andre udenfor det venstreorienterede miljø. Og jeg kunne godt tænke mig at høre, hvad kulturministeren siger til det," siger Alex Ahrendtsen til Kulturmonitor.

Problemet med ansættelsen af Frank Piasecki Poulsen er ifølge kulturordføreren, at han hverken har indrømmet eller undskyldt, at han for 20 år siden var en del af de pågældende optøjer – og at han aldrig kunne finde på det igen. DFI-direktør Claus Ladegaard afviser, at Frank Piasecki Poulsens fortid har haft nogen form for indflydelse på ansættelsen.

"Frank er ansat som filmkonsulent. Han skal passe sit job, og det har vi nogle klare retningslinjer for, hvordan man gør. Dem skal han leve op til, og det har jeg fuldstændigt tiltro til, at han gør," siger Claus Ladegaard til Filmmagasinet Ekko.

Relaterede

mediawatch 14 day trial

Seneste nyt

Mediejob

Se flere

Se flere