MediaWatch

Salget af biografbilletter er steget i første halvår

Biografernes billetsalg tegner til at kunne blive højere i år end sidste år. Især danske film som "Ternet Ninja" har været med til at hæve salget i årets første måneder.

Filmatiseringen af Anders Matthesens bog Ternet Ninja er med til at trække et øget billetsalg i årets første halvdel Foto: Jens Nørgaard Larsen / Ritzau Scanpix

Salget af biografbilletter er steget otte pct. i årets første 32 uger, skriver Filminstituttet (DFI). I alt er der solgt 7,4 mio. billetter i danske biografer - heraf er de 1,9 mio. billetter trukket af danske film. Det er ifølge DFI det højeste tal siden 2015.

Samlet er der solgt 650.000 flere billetter indtil videre i år og heraf tegner danske film sig for hovedparten med en stigning på 640.000 billetter i forhold til samme periode sidste år. Her blev der solgt 1,25 mio. billetter til danske film over årets første 32 uger.

Blandt de store trækplastre er Anders Matthesens film "Ternet Ninja", der har solgt knap 620.000 billetter i år, samt "Dronningen" og "Før frosten", der netop er udtaget som en af de danske kandidater til en Oscar-nominering.

Markedsandelen for dansk film er indtil videre i 2019 på 25 pct., skriver DFI. Det er under målsætningen, der blev udstukket i sidste års brede politiske filmaftale fra 2019-2023. Her er ambitionen, at danske film over aftaleperioden skal have en andel på mindst 29 pct. af de solgte billetter i danske biografer.

Relaterede

mediawatch 14 day trial

Seneste nyt

Mediejob

Se flere

Se flere