MediaWatch

Tv-stationer får kritik for at lade sårbare unge deltage i reality-programmer

Efter en blogger og realitydeltager i weekenden forsøgte at begå selvmord, bliver tv-stationer, der står bag reality-programmer, nu kritiseret for ikke at screene deltagerne grundigt nok.

Foto: Linda Kastrup/Ritzau Scanpix

Lørdag delte den unge blogger Fie Laursen, der også er kendt fra realityprogrammer som "Paradise Hotel" og "Ex on the Beach", et afskedsbrev på Instagram. Af brevet fremgik det, at hun bl.a. ikke kunne klare de hadefulde skriverier om hende på nettet. Forløbet får nu flere fagpersoner til at kritisere tv-stationerne for ikke at tage godt nok hånd om de unge realitydeltagere, skriver Politiken.

Fie Laursen har flere gange offentligt talt om sine psykiske problemer og sin sårbarhed over for nedsættende kommentarer. Ifølge Per Frederiksen, psykolog i Red Barnet, er det "dybt problematisk", når man som tv-selskab ved, at en deltager er særligt såbar, men alligevel lader dem deltage.

"Konsekvenserne kommer først, når programmerne bliver sendt. Jeg ved ikke, hvor meget man har rustet deltagerne – og om man har undersøgt deltagernes robusthed og forberedt dem på de senere konsekvenser," siger han til Politiken.

Ulla Dyrløv, forfatter og psykolog, understreger også, at det stiller ekstra store krav til tv-selskabernes screening af og støtte til deltagerne både under produktionen og efterfølgende, når personerne i forvejen er sårbare. Hverken NENT, der sender "Paradise Hotel" på TV3, eller Discovery, der står bag "Ex on the Beach", har ønsket at kommentere sagen over for Politiken.

Relaterede

mediawatch 14 day trial

Seneste nyt

Mediejob

Se flere

Se flere