MediaWatch

Nyoptaget dansker i Oscar Akademiet: Film skal ruske i os

11 danskere er blevet indlemmet i Oscar Akademiet, og blandt danskerne er filminstruktør Pernille Fischer.

Foto: Christian Liliendahl/Ritzau Scanpix

Oscar Akademiet, som står bag uddelingen af den prestigefyldte filmpris Oscar, offentliggjorde tirsdag listen over nye medlemmer.

I år er 11 danskere optaget i den attraktive filmklub heriblandt den danske filminstruktør Pernille Fischer Christensen, der ser frem til at have indflydelse på Oscar-nomineringerne til næste års store show.

"Jeg har altid arbejdet for menneskelighed, inderlighed, sårbarhed og med at skabe nogle vedkommende menneskelige portrætter i de ting, jeg har lavet. Så jeg er glad for, at der er nogen også i USA, der har tænkt, at det er væsentligt og kan bruges til noget."

"Det er en lille magt og en lille stemme at være med til at vælge, hvilke film, der kan pege i en retning, man synes, er væsentlig," siger hun.

Den danske filminstruktør vil især sætte fokus på emner, som, hun mener, er underfortalte, når der skal holdes øje med film.

"Det er vigtigt, at de film, der kommer ud, og som vi laver, tør at tage nogle store og væsentlige spørgsmål op. Det vil jeg også være med til at vælge."

"Det kan være emner som kvinders vilkår, abort, raceforhold og store politiske spørgsmål. Jeg vil gerne være med til at pege på film, der virkelig rusker i os," siger hun.

Flere danskere med

Pernille Fischer Christensen har senest været aktuel med spillefilmen "Unge Astrid" fra 2019, som handler om den svenske børnebogsforfatter Astrid Lindgrens ungdom.

"Jeg ved, at man i USA har været rigtig glade for "Unge Astrid", som handler om Astrid Lindgren. Men det, man i USA har været meget opmærksom på, er, at det er et portræt af en kvinde, og at det er et lidt underfortalt emne, som den film tager op," fortæller den danske filminstruktør.

I Oscar Akademiet får Pernille Fischer Christensen selskab af den danske skuespiller Claes Bang, der oplevede stor succes i 2017, hvor han havde hovedrollen i filmen "The Square".

Filmen vandt Guldpalmen på filmfestivalen i Cannes og var nomineret til en Oscar i 2018.

Oscar Akademiet optager hvert år personer, som har gjort sig bemærket inden for filmindustrien.

Ud over Pernille Fischer Christensen og Claes Bang er de nye danske medlemmer dokumentaristerne Phie Ambo, Kirstine Barfoed og Eva Mulvad, producerne Mette Heide og Sara Stockmann, klipper Per Kirkegaard Pedersen, publicisten Annett Wolf Jr. og casterne Rie Hedegaard og Lene Seested. 

Blandt de nyligt inviterede til Akademiet er store stjerne som sangerinderne Lady Gaga og Adele og skuespiller Elisabeth Moss, som spillede sammen med Claes Bang i "The Square" og for tiden er aktuel i ”The Handmaid's Tale”. 

/ritzau/

Mere fra MediaWatch

Berlingske skipper papiraviser på helligdage - andre fastholder

Berlingske har skippet den trykte avis på helligdage, men andre vil fastholde printudgave viser MediaWatch-rundspørge. På længere sigt kan danske søndagsaviser på tryk dog være truede ifølge en medieforsker, fordi en stor del af indtægtsgrundlaget er forsvundet.

Tidligere EB-sportschef skifter ind hos Tipsbladet

Efter at være blevet opsagt som del af chefredaktør Henrik Qvortrups ændringer i Ekstra Bladets holdopstilling er avisens tidligere sportschef blevet en del af Tipsbladets kommentator-team som led i en digital oprustning.

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Se flere jobs