MediaWatch

DR finder ny chef for Børn og Unge hos TV 2-region

DR's B&U-afdeling får til efteråret ny chef, der især skal løfte opgaven med at få det unge publikum over på digitale platforme, når kanalen Ultra lukker på flow-tv og går rent digitalt næste år.

Agnete Schlichtkrull/DR
Foto: Agnete Schlichtkrull/DR

Indholdschef på TV 2 Østjylland, Marlene Boel, skifter public service-arbejdsplads og bliver 1. september ny chef for DR's B&U-afdeling i Aarhus. Det skriver DR i en pressemeddelelse.

Hun afløser Lærke Vindahl, der skifter til et job som executive producer hos TV 2 Fiktion, hvor hun skal have fokus på at nå de yngre brugere, som TV 2 meldte ud tidligere onsdag.

Marlene Boel skal i B&U køre ledelsesmæssigt parløb med redaktionschef Johanne Bagge og især drive den digitale omstilling, som meget konkret sparker ind, når DR fra årsskiftet lukker Ultra for de yngre børn på flow-tv og gør kanalen til et rent digitalt tilbud.

"Marlene Boel kommer til et B&U, som allerede er rigtig langt med den digitale omstilling, og som står solidt på en række stærke brands, som for eksempel ’Ramasjang Redder’, ’Mini MGP’, ’Ultra Nyt’ og MGP-showet – bare for at nævne nogle stykker. Vi har selvfølgelig blikket stift rettet mod, at DR Ultra skal lukke som flow-kanal til nytår, og én af B&U’s største opgaver bliver at få hele den målgruppe med over på de digitale platforme. Heldigvis er vi allerede godt på vej," siger Signe Aggerholm, der er ledende redaktionschef for DR Børn og Livsstil i meddelelsen.

Rolle der forpligter

Hun fremhæver samtidig opgaven med at opbygge nye universer og karakterer på Ramasjang til de mindste børn, og i det hele taget engagere og inddrage børn mere i den redaktionelle proces og indholdsproduktion.

Marlene Boel har de seneste to år været indholdschef på den regionale tv-station TV 2 Østjylland med ansvar for 30 redaktionelle medarbejdere, men har tidligere arbejdet i DR bl.a. på P4 København, P4 Sjælland og på Radioavisen.

"B&U's indhold er udgangspunkt for samtaler, leg og læring i mange børns liv, og det forpligter i en tid, hvor store internationale aktører ønsker at spille en større rolle, når det gælder børneindhold. B&U har en flot og respektindgydende tradition for formidling til børn og unge, og jeg ser det som et stort privilegie at få lov til at føre den arv videre," siger Marlene Boel om sit nye job i meddelelsen.

B&U-afdelingen blev etableret i 1968 og producerer hovedparten af DR’s egenproducerede børneindhold til DR Ramasjang og DR Ultra. Afdelingen flyttede i 2007 fra København til Aarhus.

TV 2 henter fiktionskræfter fra DR

DR opruster dækningen af EU

Relaterede

mediawatch 14 day trial

Seneste nyt

Mediejob

Se flere

Se flere