MediaWatch

Filmkritiker: Guldpalmevinder lykkes med at blande genrer

"Parasite" formår at fortælle en samfundskritisk historie og samtidig lege med genrerne, mener filmanmelder.

Det var en af favoritterne, der lørdag aften løb med den helt store pris i Cannes, hvor filmfestivalen uddelte den eftertragtede pris Guldpalmen.

Filmkritiker Christian Monggaard, der er anmelder for Information, er i hvert fald på ingen måde overrasket over, at det var Sydkoreanske Bong Joon-hos film "Parasite", som kunne hente hovedprisen hjem.

"Lige siden den blev vist for en lille uge siden, har den været en af favoritterne til at vinde Guldpalmen. Blandt andet fordi den lykkedes med at fortælle en ret samfundskritisk og samfundssatirisk historie og samtidig blande en masse andre genrer ind i det - familiedrama, sædeskildring, sort komedie og thriller," siger Christian Monggaard.

"Parasite" handler om to familier fra to forskellige dele af den koreanske klasse. Sønnen fra den fattige familie får et job som tutor for datteren fra den velhavende familie.

Mere end politisk film

At den formår at beskrive uligheder i befolkningsklasser, har formentlig været en vigtig faktor for, at den hiver hovedprisen hjem, vurderer Christian Monggaard.

Men filmen skiller sig ud fra andre politiske film, mener han.

"Der har været mange politiske film i konkurrencen i Cannes i år. Noget af det, som Bong Joon-ho formår, er, at transcendere det politiske. Det er en meget politisk film, men det er også en film, som i høj grad handler om mennesker og leger med genrerne. Den leger visuelt og er fuld af overraskelser og hemmeligheder," siger Christian Monggaard.

Det er ifølge nyhedsbureauet AP første gang, at en sydkoreansk film modtager Guldpalmen.

Christian Monggaard peger på tre andre film, som, han også mener, var seriøse kandidater til Guldpalmen.

Det er Almodovars film "Pain & Glory" og Ken Loachs "Sorry We Missed You".

Den tredje, han peger på, er franske Celine Sciammas "Portrait of a Lady om Fire", der handler om et kærlighedsforhold mellem to kvinder i slutningen af 1700-tallet.

"Det er virkelig en særlig film. Og hele diskussionen, om der er for få kvinder i hovedkonkurrencen i Cannes, er blusset op igen i år. Hendes film hører virkelig hjemme i hovedkonkurrencen, og den kunne også sagtens have vundet. Den skaber nogle meget unikke og sanselige rum omkring de her to kvinder, som historien handler om," siger Christian Monggaard.

Dansk islæt

Ingen danskere var i spil i hovedkonkurrencen, men et lille dansk islæt var at finde ved prisoverrækkelsen, da dansk-amerikanske Viggo Mortensen uddelte prisen for den bedste instruktør.

Den pris modtager Jean-Pierre og Luc Dardenne for filmen ”Young Ahmed”.
Prisen for bedste skuespillerinde går til britiske Emily Beecham, der spiller hovedrollen i sci-fi-filmen ”Little Joe”, mens Antonio Banderas får prisen for bedste skuespiller for sin rolle i filmen ”Dolor y Gloria” (”Pain & Glory”).

Af dansk islæt kan også nævnes, at den islandsk-danske nidobbelte robertvinder Hlynur Pálmasons drama "A White, White Day", der blandt andet har dansk klipper, dansk lyddesigner og dansk fotograf blev hyldet i parallelprogrammet Critics Week.

Hovedrolleindehaveren Ingvar E. Sigurðsson modtog nemlig skuespillerprisen, Louis Roederer Rising Star Award.

Den færøske instruktør Andrias Høgennis' "Ikki illa meint", der var udtaget til kortfilmskonkurrencen i det samme program, fik også tildelt en pris. Kortfilmen er produceret af danske Johannes R. Nørregaard.

To film med danske kræfter scorer priser i Cannes

Ny Tarantino-film får stående ovationer og anmelderros

Robertvinder i Cannes: Danmark tør satse på talent

Producent: Det kan blive en luksus, vi ikke kan tillade os, at ligge i Danmark

 

Relaterede

mediawatch 14 day trial

Seneste nyt

Mediejob

Se flere

Se flere