MediaWatch

Trumps tale til nationen havde 46,8 millioner seere

Da præsident Donald Trump tirsdag talte til USA's befolkning, så 1,2 mio. flere seere med end sidste år.

Ritzau Scanpix/Reuters
Foto: Ritzau Scanpix/Reuters

46,8 mio. amerikanere så med, da Donald Trump tirsdag aften lokal tid leverede sin tale til nationen. Det skriver nyhedsbureauet AP.

Det er 1,2 mio. flere seere end sidste år, oplyser analysebureauet Nielsen.

Tallet er derimod lavere end ved præsident Donald Trumps første tale, der blev sendt efter indsættelsen i januar 2017. Dengang sad 47,7 mio. amerikanere bænket foran tv-skærmene.

Tv-stationen Fox News dominerede dækningen med 11,1 mio. seere. Herefter kommer NBC med 7,1 mio. seere og CBS med 6,7 mio. seere.

Længst nede på listen er CNN placeret med 3,4 mio. seere.

Op mod 4 mio. af Fox News' seere blev desuden ikke hængende på kanalen for at se Demokraternes modsvar umiddelbart efter Trumps 82 minutter lange tale.

State of the Union er en årlig tale, som USA's præsident holder. Talen varer som regel lidt over en time. Oftest holder præsidenten talen i Kongressen for forsamlingens to kamre, Senatet og Repræsentanternes Hus.

Ifølge den amerikanske forfatnings artikel to har præsidenten krav på at holde en årlig tale for "med jævne mellemrum at orientere Kongressen om nationens tilstand".

Donald Trump berørte både en række indenrigspolitiske og udenrigspolitiske emner i sin tale. Store dele af talen handlede især om ulovlig indvandring.

"Utallige" amerikanere er blevet dræbt af illegale indvandrere, sagde præsidenten og opfordrede på ny Kongressen til at finde penge til at bygge den grænsemur, han har lovet at få opført.

Striden om finansieringen af muren lukkede for nylig dele af det amerikanske statsapparat, så hundredtusindvis af mennesker måtte arbejde uden løn.

Den 26. januar kom der en midlertidig aftale på plads mellem Demokraterne og Trump, men den gælder kun frem til den 15. februar.

Den første State of the Union-tale blev holdt af USA's første præsident, George Washington, i 1790.

/ritzau/

Relaterede

mediawatch 14 day trial

Seneste nyt

Mediejob

Se flere

Se flere