MediaWatch

Årets bedste dokumentar udstiller finansverdenens svindlere

Dansk tv er lørdag blevet hædret ved prisshow i København - herunder afdøde DR-vært Kent Nikolajsen.

Foto: /Scanpix/ritzau/Mads Claus Rasmussen

Skattesvindel for ufattelige beløb i den europæiske finansverden er omdrejningspunktet i dokumentaren "Mændene der plyndrede Europa".

Programmet, der blev sendt i efteråret på DR1, formår med nye metoder at gøre et kompliceret sagskompleks forståeligt for almindelige borgere.

Og med den begrundelse er programmet kåret som årets bedste dokumentar.

Prisen blev lørdag aften overrakt ved prisshowet Tvprisen 2019 i København, hvor også en lang række andre tv-produktioner blev hædret.

Om "Mændene der plyndrede Europa" skriver juryen:

"Det er en dokumentar, der med et nyt greb og en utraditionel speak formår at fortælle en vigtig historie med et svært stofområde, så det er til at forstå - og ikke mindst mærke. Det er sindssygt godt journalistisk arbejde."

Også tidligere tv-vært Kent Nikolajsen, der især er kendt for sit arbejde som på "DR Sporten" og "Rene ord for pengene", blev hædret.

Det skete med prisen "Årets Otto". Kent Nikolajsen døde 10. januar af kræft. Han blev 48 år.

Journalist Abdel Aziz Mahmoud fik et klap på skulderen i form af prisen "årets vært - fakta" for sin rolle i DR-programmet "En muslim springer ud", der handler om hans liv som muslim og homoseksuel.

"Årets vært bruger sig selv og sin egen historie, men formår samtidig at holde den journalistiske balance. Han er på en mission i formidlingens tjeneste og tager os med ind i en verden, der normalt er lukket," lød det fra juryen.

Anders Lund Madsen var vært på showet, hvor i alt 26 priser blev overrakt til både nyskabelser og programmer, der er velkendt i dansk tv.

Af de mange priser kan nævnes prisen for bedste børneprogram, sportsprogram, aktualitetsprogram, tv-serie og underholdning.

Modtagerne af de nævnte priser er: "Ramasjang redder bierne" (DR Ramasjang), "AGF - mellem håb og håbløshed" (Canal 9), "Operation X" (TV2), "Herrens Veje 2" (DR1) og "Den Store Bagedyst" (DR1).

Tvprisen 2019 blev afholdt i Tivoli Hotel & Congress Center i København og blev arrangeret af Producent Foreningen.

Hovedsponsorerne er DR, TV2, Nordic Entertainment Group og Discovery Networks Danmark.

Cirka 125 fagfolk fordelt over 21 forskellige juryer har set alle de indstillede programmer og har stået for nomineringer og kåringer.

Her er årets vindere af Tvprisen 

Filmfolk kritiserer Filmskolens ledelse 

Mere fra MediaWatch

"Helt generelt synes jeg selvfølgelig, at vi chefredaktører skal stille op"

Principielt bør mediechefer også stille op til kritiske interviews, når medierne forventer det samme af fx politikere, mener Berlingskes chefredaktør, Tom Jensen, efter kritik fra tidl. statsminister af manglende interviews med B.T.'s ansv. chefredaktør Michael Dyrby i kølvandet på dokumentarfilmen om metoo på TV 2.

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Se flere jobs