MediaWatch

Netflix-aktie tog fald efter regnskab

Den amerikanske streaminggigant Netflix faldt torsdag aften i eftermarkedet, da selskabets regnskab for fjerde kvartal skuffede på omsætningen, ligesom koncernen ikke helt fik lokket nok nye kunder ind i folden.

Foto: Ritzau Scanpix/Reuters/Lucy Nicholson

Aktien faldt indledningsvist med næsten 6 pct., efter at være steget med mere end 50 pct. siden juleaften, men aktien har siden rettet sig til et minus på 2,7 pct.

Netflix kom gennem sit fjerde kvartal med et justeret overskud per aktie på 45 cent, mens omsætningen landede på 4,19 mia. dollar. Analytikerne havde ifølge Bloomberg News regnet med en indtjening per aktie på 39 cent og en omsætning på 4,21 mia. dollar.

Det justerede nettoresultat blev i perioden på 204 mio. dollar mod ventede 184 mio. dollar, mens driftsresultatet, målt på EBITDA, landede på 328 mio. dollar. Her havde Wall Street ventet 315 mio. dollar.

Netflix sikrede sig netto 8,84 mio. nye abonnenter i kvartalet, hvorfor streamingtjenesten globalt nu har 139 mio. betalende kunder. Det var dog ifølge Bloomberg News ventet, at Netflix ville lande 9,40 mio. nye kunder i kvartalet.

Netflix regner samtidig med at hente 8,90 mio. nye kunder hjem i første kvartal af 2019, hvilket til gengæld er pænt over Wall Streets forventning om 8,50 mio. kunder, ifølge Bloomberg News. Netflix regner med, at 1,6 mio. af de nye kunder vil komme i USA, mens resten altså skal findes internationalt.

Udfordringen med at nå den ventede omsætning og vækst i abonnementer kom samtidig med, at Netflix kunne fortælle om stor succes med flere af selskabets indholdssatsninger. Filmen "Bird Box", som er instrueret af danske Susanne Bier, er ifølge Netflix nu blevet set af 80 mio. abonnenter.

Netop selskabets egen indholdsproduktion puster sig op, og selskabet, som finansierer en stor del af det via lån, så sin gæld vokse til 10,4 mia. dollar i 2018 mod 6,5 mia. dollar ved udgangen af 2017.

For første kvartal i år regner Netflix med at lande en omsætning på 4,49 mia. dollar, hvilket er 21 pct. over omsætningen i første kvartal 2018, men her lyder konsensus på 4,60 mia. dollar.

/ritzau/FINANS

Mere fra MediaWatch

Kvinder i metoo-dokumentar kritiserer Politikens beskrivelse af Jes Dorph-sag

Politiken bragte i januar en ensidig og mangelfuld beskrivelse af de sager, Jes Dorph-Petersen blev beskyldt for i advokatundersøgelsen på TV 2, mener de kvinder, som står bag beretningerne. Kritikken "gør indtryk" på Politikens chefredaktør, Anne Mette Svane, som dog står ved den journalistiske behandling.

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Se flere jobs