MediaWatch

Rusland vil undersøge BBC som modsvar på britisk kritik

Rusland langer ud efter BBC, der torsdag beskyldte en russisk tv-station for at have brudt britiske regler.

Foto: Ritzau Scanpix/AP/Frank Augstein

Dagen efter at Storbritannien udtalte kritik af den russiske tv-station RT, svarer Rusland fredag igen med en varslet undersøgelse af BBC.

Den statslige regulator for telekommunikation i Rusland, Roskomnadzor, oplyser således, at den har "indledt kontrollerende tiltag", i forhold til om tv-kanalen BBC World News og BBC's hjemmesider overholder Ruslands regler for nyhedsdækning.

Torsdag sagde den britiske regulator for telekommunikation, Ofcom, at den russiske tv-kanal RT i syv tilfælde havde brudt regler om uvildighed.

Det skulle være sket i forbindelse med dækningen af forårets giftangreb på den russiske dobbeltagent Sergej Skripal og hans datter i Salisbury.

Roskomnadzor oplyser, at undersøgelsen af BBC kommer "som følge af situationen vedrørende den britiske regulators beskyldninger om lovovertrædelser begået af RT".

BBC har allerede afvist, at tv-stationen skulle operere i strid med de russiske regler for nyhedsdækning.

"Ligesom alle andre steder i verden arbejder BBC i Rusland fuldstændig i overensstemmelse med landets love og bestemmelser om at levere uafhængige nyheder og information," siger en talsmand fra BBC.

Det russiske præsidentkontors talsmand, Dmitrij Peskov, siger, at der hober sig mange spørgsmål op omkring BBC.

"Der er mange, der har spørgsmål vedrørende BBC's upartiske dækning af nogle begivenheder. De bliver ikke dækket, som et medie bør, men på en forhåndsprogrammeret og upartisk måde," siger han ifølge det russiske nyhedsbureau Tass.

RT's chefredaktør, Margarita Simonjan, afviser Storbritanniens beskyldninger, som hun kalder for "vrøvl". Det skriver hun på Twitter.

"I går kom den britiske vagthund for medier med syv advarsler imod os - fuldstændig ud af det blå. De gjorde det klart over for os, at de havde planer om at fratage os vores licens," skriver hun ifølge nyhedsbureauet AFP.

/ritzau/Reuters

Mere fra MediaWatch

Berlingske skipper papiraviser på helligdage - andre fastholder

Berlingske har skippet den trykte avis på helligdage, men andre vil fastholde printudgave viser MediaWatch-rundspørge. På længere sigt kan danske søndagsaviser på tryk dog være truede ifølge en medieforsker, fordi en stor del af indtægtsgrundlaget er forsvundet.

Tidligere EB-sportschef skifter ind hos Tipsbladet

Efter at være blevet opsagt som del af chefredaktør Henrik Qvortrups ændringer i Ekstra Bladets holdopstilling er avisens tidligere sportschef blevet en del af Tipsbladet som led i en digital oprustning.

Læs også

Seneste nyt

Se flere jobs