MediaWatch

Jens Grund forlader TV 2 og skifter til DMJX

Efter en lang årrække med chef- og redaktørstillinger i mediebranchen skifter Jens Grund til Danmarks Medie- og Journalisthøjskole og en stilling som prorektor.

Ritzau Scanpix/Ida Marie Odgaard
Jens Grund bliver 1. februar prorektor på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Foto: Ritzau Scanpix/Ida Marie Odgaard

Jens Grund, tidligere chefredaktør på Berlingske og B.T. og i dag redaktør på TV 2 News, bliver fra 1. februar prorektor på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole (DMJX). Det oplyser hans kommende arbejdsgiver i en pressemeddelelse.

Han overtager ansvaret for udviklingen af uddannelserne på skolen efter Trine Nielsen, der tidligere på året blev udpeget til ny rektor for DMJX – ligeledes med virkning fra 1. februar.

"Jens vil med sin erfaring fra forskellige dele af medieverden kunne bidrage til at styrke relevansen på vores uddannelser og udvikle uddannelserne med fremtidige behov for øje. Derudover kommer Jens med en stor ledelseserfaring, der vil gavne DMJX i en tid, hvor vi både skal bygge nyt og komme godt igennem en akkreditering," udtaler Trine Nielsen om ansættelsen.

Jens Grund blev uddannet journalist i 1991 og har siden da arbejdet for Det fri Aktuelt, Weekendavisen og Jyllands-Posten, inden han i 2006 blev redaktionschef hos DR. I 2010 gik turen videre til chefredaktørposten hos Berlingske, som i 2016 blev vekslet til en lignende post hos BTMX. Siden marts har han været redaktør på TV 2 News.

"DMJX er en fantastisk uddannelsesinstitution, som former fremtidens talenter inden for journalistik, reklame, design, foto og kommunikation. Jeg er både stolt og ydmyg over at få lov til at være en del af et ambitiøst hold af medarbejdere og studerende, hvis fælles mål er, at vi skal skabe bedre og mere kreative håndværkere end nogen anden uddannelse," udtaler Jens Grund om sit kommende job.

Relaterede

mediawatch 14 day trial

Seneste nyt

Mediejob

Se flere

Se flere