MediaWatch

Uefa etablerer ny europæisk klubturnering i 2021

En ny europæisk klubturnering ser fra 2021 dagens lys med gruppespil og knockoutrunder, oplyser Uefa.

Uefas præsident, Aleksander Ceferin. | Foto: Ritzau Scanpix/AP/Laurent Gillieron

Yderligere 32 europæiske fodboldklubber får mulighed for at spille europæiske klubkampe fra 2021. 

Det meddeler Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) søndag i en pressemeddelelse, hvor forbundet oplyser, at man har godkendt et format. 

Den nye klubturnering har fået arbejdstitlen UEL2, og den kommer til at bestå af otte grupper med fire hold i hver gruppe. 

Herefter vil hold fra grupperne kvalificere sig til 16.-delsfinaler, ottendedelsfinaler, semifinaler og en finale. 

Der vil blive spillet en ekstra knockoutrunde inden 16.-delsfinalerne mellem nummer to i grupperne, og de hold, der slutter på tredjepladsen i grupperne i Europa League. 

"Den nye Uefa-klubturnering gør Uefas klubturneringer mere eksklusive end nogensinde. Der bliver flere kampe for flere hold med flere forbund som deltagere i gruppespillene."

"Denne turnering er født ud af en dialog hos organisationen af europæiske fodboldklubber," siger Aleksander Ceferin, der er præsident i Uefa, i pressemeddelelsen. 

Den nye klubturnering vil byde på 141 kampe i løbet af 15 kampuger, hvilket også er tilfældet for Europa League i øjeblikket. 

Vinderen af den nye klubturnering vil kvalificere sig til at deltage i Europa League i den følgende sæson. 

UEL2-kampene vil blive afviklet om torsdagen, som tilfældet er for Europa League, mens Champions League-kampe fortsat vil blive spillet på tirsdage og onsdage. 

Uefa oplyser, at den nye turnering vil betyde, at mindst 34 nationer vil være repræsenteret i gruppespillet i en af de europæiske turneringer. 

"Der var et stort krav fra alle klubber om at øge muligheden for mere regulært at deltage i en europæisk klubturnering," siger Aleksander Ceferin.

Det er uvist, hvordan tv-rettighederne til den kommende klubturnering skal skrues sammen. I Danmark har Nordic Entertainment Group rettighederne til Champions League, mens Discovery Networks har rettighederne til Europa League.

/ritzau/

Mere fra MediaWatch

Kvinder i metoo-dokumentar kritiserer Politikens beskrivelse af Jes Dorph-sag

Politiken bragte i januar en ensidig og mangelfuld beskrivelse af de sager, Jes Dorph-Petersen blev beskyldt for i advokatundersøgelsen på TV 2, mener de kvinder, som står bag beretningerne. Kritikken "gør indtryk" på Politikens chefredaktør, Anne Mette Svane, som dog står ved den journalistiske behandling.

Læs også

Seneste nyt

Se flere jobs