MediaWatch

Flere danskere er nominerede til europæisk filmpris

En stribe danske film, skuespillere og filmfolk er blandt de nominerede til stor europæisk filmpris, der uddeles i december.

Jakob Cedergren spiller hovedrollen i filmen "Den Skyldige". | Foto: Ritzau Scanpix/Liselotte Sabroe

Når priserne ved European Film Award, der betragtes som Europas pendant til den amerikanske Oscar-uddeling, bliver uddelt i december, så er flere danske film og filmfolk blandt de nominerede. Det skriver Politiken.

I hovedprisen for årets bedste film er svensk-danske "Grænse" én af de fem nominerede. Filmen er instrueret af Ali Abbasi, der er uddannet på instruktørlinjen på Den Danske Filmskole, og han er i øvrigt også nomineret til prisen som bedste instruktør og manuskript. Filmen er produceret af bl.a. Meta Film med Nina Bisgaard som én af producerne.

Prisen som bedste skuespiller kan gå til danske Jakob Cedergren, der er én af seks nominerede. Han spiller hovedrollen i den danske Oscar-kandidat "Den Skyldige", som også er nomineret til prisen European Discovery. Prisen uddeles til debuterende filminstruktører. "Den Skyldige" er instrueret af Gustav Möller.

Gustav Möller er sammen med Emil Nygaard Albertsen også nomineret for bedste manuskript.

Også i dokumentarkategorien kan dansk film løbe med prisen. Her er filmen "Olegs Krig - en barndom i skyggen af krig" blandt de fem nominerede. Simon Lereng Wilmont står bag filmen.

European Film Awards uddeles 15. december i Sevilla. Ved sidste års prisuddeling vandt den danske skuespiller Claes Bang prisen som bedste skuespiller for sin præstation i "The Square".

Mere fra MediaWatch

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Se flere jobs