MediaWatch

Så meget mindre skal danskerne betale i licens næste år

Fra 2022 er det slut med at betale medielicens, og allerede fra næste år skal hver husstand betale mindre i licens, lyder oplægget fra Kulturministeriet.

Ritzau Scanpix/Mads Claus Rasmussen
Kulturminister Mette Bock (LA). Foto: Ritzau Scanpix/Mads Claus Rasmussen

Finansieringen af DR, TV 2-regionerne og de andre formål, som medielicensen går til, skal fra 2022 være ske via finansloven. Og Kulturministeriet under ledelse af minister Mette Bock (LA) sætter nu beløb på, hvor meget licensen skal skrues ned med i 2019. Det fremgår af et såkaldt aktstykke hos Folketingets Finansudvalg.

I år betaler hver husstand 2527 kr. i medielicens. Allerede fra næste år skal en del af public service-indholdet finansieres over finansloven, og derfor foreslår Kulturministeriet, at medielicensen skrues ned til 1927 kr. pr. husstand. Dermed vil 71,5 pct. af finansieringen komme fra licensen, mens den resterende del vil komme fra finansloven.

I 2020 og 2021 vil der blive skruet yderligere ned for licensen, indtil den er helt udfaset i 2022. Hvor mange penge, hver husstand skal have op af lommen i licens i 2020 og 2021, vil Kulturministeriet efter planen præsentere i hhv. 2019 og 2020.

Den gradvise afvikling af medielicensen blev aftalt i foråret af de tre regeringspartier og Dansk Folkeparti. I samme ombæring blev det besluttet at skære 20 pct. af DR's økonomiske ramme frem mod 2023.

Forårets aftale blev i juni fulgt op af medieaftalen for perioden 2019-2023. Også her blev aftalen indgået af Venstre, Dansk Folkeparti, Konservative og Liberal Alliance.

Relaterede

mediawatch 14 day trial

Seneste nyt

Mediejob

Se flere

Se flere