
205 DR-medarbejdere fik i går at vide, at DR's ledelse har i sinde at fyre dem, 64 medarbejdere har indgået aftaler om frivillige fratrædelser, 87 stillinger nedlægges gennem omplaceringer og nedlæggelse af ledige stillinger, og 26 chefstillinger er blevet nedlagt.
Det er facit, efter at DR i går gennemførte den såkaldte sindedag og dermed kom et skridt nærmere de besparelser på 420 mio. kr., som DR meldte ud i september. I alt forsvinder der altså 382 stillinger.
Fordelt på DR's direktørområder er særligt afdelingerne økonomi, teknologi og medieproduktion samt RSK, som står for rådgivning, strategi og kommunikation, hårdt ramt, viser en opgørelse over de nedlagte stillinger fra DR. Her nedlægges 180 stillinger, hvoraf 90 er påtænkte afskedigelser, mens de resterende 90 er stillingsnedlæggelser som følge af frivillige fratrædelser, omplaceringer, nedlæggelse af vakante stillinger og chefstillinger.
DR nyheder, aktualitet og distrikter nedlægges i alt 72 stillinger. 40 af dem er afskedigelser, mens 32 er fundet gennem frivillige fratrædelser, omplaceringer, nedlæggelse af chefstillinger og vakante stillinger.
I går lød tallet for DR's nyhedsområde på 87 – altså 15 mere end det nedlagte antal stillinger. Forklaringen på det er, at der nedlægges 15 stillinger og oprettes 15 nye på området.
DR kultur, børn og unge nedlægger i alt 109 stillinger. Her fordeler det sig således, at 65 stillinger er afskedigelser, mens 44 stillingsnedlæggelser er fundet gennem frivillige fratrædelser, omplaceringer samt nedlæggelse af vakante stillinger og chefstillinger.
DR Medier – tidligere kendt som chefredaktionen – er heller ikke gået fri af sindedagen, hvor i alt 21 stillinger nedlægges. 10 af disse er påtænkte afskedigelser, mens 11 er fundet ved omplaceringer, frivillige fratrædelser samt nedlæggelse af blandt andet vakante stillinger og chefstillinger.
Inddelingen i de forskellige DR-afdelinger flugter med de direktørområder, som DR vil have fremover. Direktionen går fra syv til fem medlemmer og vil ud over generaldirektør Maria Rørbye Rønn bestå af Sandy French, direktør for nyheder, aktualitet og distrikter, Nikolas Lyhne-Knudsen, direktør for økonomi, teknololig og medieproduktion, Henriette Marienlund, direktør for DR Medier, samt en endnu ikke udnævnt direktør for kultur, børn og unge. Indtil stillingen er besat, bliver den varetaget af mediedirektør Henriette Marienlund.
Ud over de nedlagte stillinger, oprettes der også visse nye, oplyser DR. Det er især de 15 nedlagte stillinger hos DR Nyheder, der modsvares af 15 nyoprettede stillinger, der gør sig gældende.