MediaWatch

DR aflyser flere nyhedsprogrammer efter fyringsrunde

Nyhedsudsendelser som "Deadline" og "DR2 Dagen" er blandt de radio- og tv-programmer, der udgår onsdag efter sindedagen, der har bragt antallet af stillinger, der skæres, op på 382 i alt.

Lars E Andreasen/DR
Sandy French, nyhedsdirektør, DR. Foto: Lars E Andreasen/DR

Afskedigelserne i Danmarks Radio får nu konsekvenser for nyhedsfladen på stationens platforme. Det sker, efter ledelsen i DR Nyheder har givet grønt lys til, at flere nyhedsudsendelser onsdag aflyses.

"Vi kommer til at forkorte en del af vores udsendelser, Radioaviserne og TV-Aviserne, og så er der nogle programmer, der udgår," siger nyhedsdirektør i DR, Sandy French.

Det drejer sig om de to P1-programmer "Orientering" og torsdagens "P1 Morgen" samt tv-programmerne "DR2 Dagen" og "Deadline".

Flere journalistgrupper i DR's regionale P4-kanaler nedlagde tidligere på dagen arbejdet i sympati og protest over nedskæringerne. Det er ikke tilfældet i DR Byen, understreger Sandy French. Programaflysningerne er aftalt med DR's ledelse, selvom udgangspunktet har været, at sendefladen ikke skulle berøres.

"Det er en dag, der påvirker alle, der er ansat i DR, og det kommer til at påvirke vores udkomme. Det er jeg selvfølgelig ked af, at det gør, men det betyder også meget for mig, at medarbejderne får mulighed for at sunde sig over, hvad der er en rigtig barsk dag i DR og DR Nyheder."

DR har i alt nedlagt 382 stillinger i forbindelse med nedskæringerne, der skal finde 420 mio. kr. frem mod 2021. I nyhedsområdet nedlægges knap 90 stillinger.

Har talt om at gå hjem

Ifølge tillidsrepræsentant i DR Nyheder, Asbjørn Date, har det været oppe at vende, om journalisterne i DR Byen skulle følge efter de distrikter, der tidligere på dagen nedlagde arbejdet.

”Det er der nogen, der har snakket om, men det har ikke været aktuelt. Hvis det var en beslutning, ledelsen havde truffet, ville man måske protestere, men det skyldes en voldsom besparelse, som man selvfølgelig godt kan protesteret imod, men det kommer der nok ikke så meget ud af,” siger Asbjørn Date, der uddyber, at prikkerunden har gjort det svært at arbejde normalt.

”Det har været en begivenhedsrig dag på den dårlige måde. Der er en masse af vores kolleger, der er blevet fyret, og det har gjort det svært at producere på normale vilkår. Derfor udgår nogle af programmerne.”

Ifølge Asbjørn Date vil der blive produceret normalt i nyhedsafdelingen torsdag.

Afskedigelser ventet

Allerede i september blev dagens prikkerunde meddelt. På daværende tidspunkt lød det, at mellem 375 og 400 stillinger skulle nedlægges, hvilket det endelige tal altså lægger sig i den lave ende af.

Af de 382 nedlagte stillinger er 64 hentet ved frivillige fratrædelser, 87 stillinger er nedlagt gennem omplaceringer, og 26 chefstillinger er nedlagt. Det efterlader 205 medarbejdere, der onsdag formiddag fik varsling om en forestående fyreseddel.

Besparelserne skal over de næste tre år skære 420 mio. kr. af DR's budget, når de er fuldt indfaset i 2021. Det er udløst af den politiske aftale om af nedbringe DR's bduget med 20 pct. over de næste fem år, som i foråret blev indgået mellem regeringen og Dansk Folkeparti.

Hvordan de sidste 250 mio. kr. skal skæres af budgettet i 2022 og 2023, vil DR's ledelse melde ud om tre år, lød det i sidste måned fra generaldirektør Maria Rørbye Rønn.

Opdateret kl. 17.02 med kommentar fra tillidsrepræsentant i DR Nyheder, Asbjørn Date.

Relaterede

mediawatch 14 day trial

Seneste nyt

Mediejob

Se flere

Se flere