MediaWatch

Afløseren for "X Factor" styrtbløder seere

Den nye fredagsunderholdning på DR's hovedkanal tabte næsten 40 pct. af seerne mellem premiereprogrammet og andet program. Sådan kan det gå, når man eksperimenterer med nye programmer, lyder det fra udvikleren Nordisk Film.

Foto: DR/Agnete Schlichtkrull © Type 1

Flere end 200.000 seere droppede DR's nye underholdningsformat "Live" fredag aften, da programmets andet afsnit gled over skærmen i sidste uge sammenholdt med premiereafsnittet ugen før. Konkret dykkede seertallet fra 537.000 til 329.000, hvilket svarer til et fald på 38,7 pct. Det skriver Politiken.

Det betød også, at underholdningsprogrammet gled helt ud af den ugentlige topliste over mest sete tv-programmer - hvilket stritter ud sammenholdt med forgængeren "X Factor", der primært figurerede øverst på listen. Ifølge DR's underholdningschef, Jan Lagermand Lundme, hænger de skuffende seertal muligvis sammen med, at det nyudviklede "Live" har været svært at afkode for publikum.

Bag det nye programkoncept står Nordisk Film. Udviklingschef Martin Bengtsson ærgrer sig over de lave seertal, men henviser bl.a. til, at TV 2 i sidste uge havde premiere på seermagneten "Vild med dans", der bliver vist samtidig med "Live", hvilket formentlig har haft en negativ effekt på seertallene. Samtidig understreger han, at muligheden for ringe seertal er vilkårene for eksperimentering inden for programudvikling.

"Da jeg begyndte på Nordisk Film TV for 5 år siden, var tanken, at vi ville forsøge at tage kampen op mod de store udenlandske formater. Det koster enormt mange penge og kræver mange ressourcer, men det er jo lykkedes os – både med ’Vidunderbørn’ og ’Alle mod 1’, der begge er blevet succeser og solgt til udlandet. Nu prøver vi tredje gang med ’Live’, som så har fået en hård medfart, men det er jo den chance, man tager," siger han til Politiken.

Det nye underholdningsprogram rendte allerede efter sit premiereafsnit ind i udfordringer. Kritik af, at ikke alle seere kunne nå at stemme inden for de 30 sekunder, som en artist optrådte live, udløste straksændringer i formatet. Programmet er derfor blevet forlænget med 25 minutter per afsnit, så artisterne kan optræde 60 sekunder i stedet, så også seere på et forsinket streamingsignal kan nå at deltage i afstemningen.

Seerkritik udløser ændringer i nyt DR-program

Top 20: Vild med dans debuterede i god form

Forsiden lige nu

Briefing: Ugen i mediebranchen

Yousee lancerer egen tv- og streamingkanal, flere regnskaber blev præsenteret, og TV 2 rykker rundt i sin aftenflade på hovedkanalen. Kom med på rundtur til ugens begivenheder i mediebranchen.

Relaterede

mediawatch 14 day trial

Seneste nyt

Mediejob

Se flere

Se flere