MediaWatch

Fox overgår Comcast og byder 200 milliarder for Sky

21st Century Fox har lagt et nyt trecifret milliardbud på Sky og overgår konkurrents bud på selskabet.

Ritzau Scanpix/Mark Lennihan
Foto: Ritzau Scanpix/Mark Lennihan

Rupert Murdoch er tilsyneladende villig til at gribe dybt i lommerne for at få fingrene i det britiske tv-selskab Sky. Hans selskab, 21st Century Fox (Fox), har budt 24,5 mia. pund, svarende til 206 mia. kr., for Sky, skriver Bloomberg News.

Det betyder, at Fox overgår Comcasts tidligere bud på 22 mia. dollar med lidt over 12 pct.

Fox ejer allerede 39,1 pct. af Sky, der fungerer som betalingskanal.

I virkeligheden er opkøbsræset omkring Sky en del af en større strid mellem Comcast og Walt Disney om at få fingrene i Murdochs medieforretninger, da de to selskaber vil stå stærkere mod streaming-konkurrenterne hos Amazon og Netflix, skriver Bloomberg News.

I december 2017 blev Disney enig med 21st Century Fox om en overtagelse af selskabet i en handel, hvor Disney med egne aktier skulle betale 52,4 mia. dollar for koncernen. I midten af juni overbød Comcast den aftale med 65 mia. dollar i kontant betaling. Disney har dog svaret igen med et nyt bud, der er accepteret af 21st Century Fox' bestyrelse, på 71,3 mia. dollar. Det bud er en blanding af kontanter og aktier.

/ritzau/FINANS

Relaterede

mediawatch 14 day trial

Seneste nyt

Mediejob

Se flere

Se flere