MediaWatch

Kulturminister udpeger TV 2-chef til Team Danmark-bestyrelse

TV 2's indholdsdirektør bliver en del af Team Danmarks bestyrelse, efter kulturminister Mette Bock (LA) har udpeget tre nye medlemmer.

Miklos Szabo/TV 2
Foto: Miklos Szabo/TV 2

Kulturminister Mette bock (LA) har rystet posen og sat navn på tre nye profiler, der skal være med til at varetage Team Danmarks interesser i bestyrelsen de kommende år.

Blandt de tre nye medlemmer, der får tjansen fire år fra 1. juni i år, er TV 2's indholdsdirektør Anne Engdal Stig Christensen.

Hun får bl.a. selskab af prorektor ved Københavns Universitet Lykke Friis og studielektor ved AAU Kenneth Kruse Larsen, der også sætter sig om bordet for første gang. Samtidig er Flemming Knudsen, medlem af DIF’s bestyrelse, genudpeget.

"Jeg er sikker på, at den nye bestyrelse vil arbejde benhårdt for, at dansk elitesport også fremadrettet kan levere atleter og præstationer i verdensklasse. De store danske resultater skaber begejstring i hele Danmark. De nye medlemmer har bred erfaring med fra idrætslivet såvel som fra erhvervslivet og forskningsverdenen, og jeg er overbevist om, at de bliver en stor gevinst for Team Danmarks bestyrelse," siger Mette Bock i en pressemeddelelse.

De tre nye ansigter erstatter Ulrik Wilbek, tidligere sportschef i Dansk Håndbold Forbund, Britta Riis, direktør i Dyrenes Beskyttelse, og Susanne Bach Bager, oberst og formand for Dansk Militært Idrætsforbund.

Team Danmarks bestyrelse består af i alt otte - formand er Frank Jensen, Københavns overborgmester.

Relaterede

mediawatch 14 day trial

Seneste nyt

Mediejob

Se flere

Se flere