MediaWatch

TV 2 har ingen planer om nye reklamepauser ved sommerens store sportsbegivenheder

TV 2’s test af nye reklameblokke i "naturlige pauser" under VM i ishockey, der har medført klager, bliver ikke ført videre til sommerens store sportsbegivenheder - trods tv-stationens ønske om reklamebreaks under programmer som Tour de France.

Billede fra sidste års afsluttende Tour de France-etape med mål i Paris. | Foto: Ritzau Scanpix/AP/Christophe Ena

Flere seere har klaget til Radio- og TV-nævnet over TV 2, efter at tv-selskabet under det netop overståede VM i ishockey på dansk jord forsøgte sig med nye reklamevisninger i "naturlige pauser" i kampene. Det kom frem i sidste uge.

Reklamerne blev vist under de såkaldte "powerbreaks". Det er korte pauser i spillet, hvor løs is fejes af banen omkring målfelterne. I USA, som huser verdens største ishockeyliga, NHL, er sådanne reklamepauser almindelige. Men det er de ikke i Danmark, og det har ført til, at flere seere har klaget til Radio- og TV-nævnet, som har åbnet en sag.

TV 2 har imidlertid ikke planer om at foretage yderligere tests af reklamer i korter pauser under de nærmest forestående sportsbegivenheder på TV 2, oplyser selskabets presseafdeling i en skriftligt svar til MediaWatch. TV 2 har rettighederne til Tour de France, som løber af stablen i juli, og VM i fodbold, som foregår i juni og juli, og som TV 2 deler tv-rettighederne til med DR.

TV 2: Seere blev ikke snydt for noget

Når TV 2 har forsøgt sig med nye reklameblokke under det netop afsluttede VM i ishockey, skyldes det, at TV 2 mener, at loven tillader det.

Ifølge loven må reklamer på tv som udgangspunkt kun sendes i blokke, som er placeret mellem programmerne. Dog fremgår det også af loven, at reklameblokke kan afbryde sportsprogrammer, "hvor der forekommer pauser, eller programmer, som er en direkte eller forskudt transmission af en forestilling eller en begivenhed med pauser for publikum."

"Placering af sådanne reklameblokke skal ske under hensyn til programmets naturlige pauser, varighed og karakter og på en sådan måde, at hverken programmets integritet og værdi eller indehaverens rettigheder krænkes," står der i loven.

Til BT siger TV 2's sportschef, Frederik Lauesen, at TV 2 har vurderet, at seerne ikke gik glip af noget i den tid, hvor der blev vist reklamer i ishockeykampene.

"Det er i juridisk forstand efter vores bedste bedømmelse en naturlig pause i spillet, fordi det er en del af spillereglerne. Det er ikke ligesom en timeout i håndbold, hvor der foregår ting, og man kan blive snydt for noget, hvis man går på reklamer. Der foregår jo ingenting," siger Frederik Lauesen til BT.

Han fortæller, at TV 2 med forsøget vil se, hvordan det påvirker programmerne. Tidligere har TV 2 oplyst, at der vil blive foretaget en større evaluering af forsøget efter slutrunden.

Ingen konsultation med nævn

TV 2 mener altså, at reklamepauserne i ishockeykampene er inden for reglerne, og derfor har TV 2 heller ikke på forhånd konsulteret Radio- og TV-nævnet.

"TV 2 har ikke kontaktet nævnet forud for beslutningen om at vise reklamer i powerbreaks under VM i ishockey, idet man har vurderet, at dette ligger inden for rammerne af undtagelsen i reklamebekendtgørelsen vedr. breaks i naturlige pauser i spillet," oplyser TV 2.

VM i fodbold, som afholdes i Rusland, begynder 7. juni og sendes på TV 2 og DR, mens Tour de France som vanlig har tv-hjemmebane på TV 2 med start præcis en måned senere, 7. juli.

Ønske om reklamer i Tour de France

Reklameafbrydelser under eksempelvis Tour de France står på TV 2's mere langsigtede ønskeliste. Da TV 2 sidste år fremlagde et notat med ønsker til den fremtidige mediepolitik, var det med et ønske at om at få lov til at afbryde længere programmer i sendefladen såsom Tour de France og "Vild med dans" reklamer.

"Vi vil ikke afbryde vores programmer i ét væk. Det er slet ikke oplægget. Vi tror, det er en kvalitet ved TV 2, at programmer ikke bliver afbrudt i tide og utide, blandt andet fordi folk streamer mere og mere og er vant til at kunne se et helt program uden at blive afbrudt af reklamer. Men vi er det eneste selskab, der er underlagt den her reklamelov, fordi vores to konkurrenter, MTG og Discovery, sender fra udlandet. Vi kan sagtens lave en aftale om, at vi generelt set ikke må afbryde vores programmer, men lange programmer såsom lange sportstransmissioner eller "Vild med dans" vil vi gerne kunne lægge en kort reklameblok ind i," sagde Merete Eldrup, adm. direktør for TV 2, sidste år til MediaWatch.

Reglerne tilskriver i dag, at TV 2 lægger eksempelvis en studieudsendelse eller en nyhedsudsendelse ind i Tour de France-sendingen for at måtte afbryde med en reklamepause. Samme ræssonement gælder for "Vild med dans", hvor selve konkurrencen og den efterfølgende afgørelse er adskilt af en vejrudsendelse.

Mere fra MediaWatch

ViacomCBS sælger studiebygninger i milliardhandel

Den amerikanske mediekoncern ViacomCBS skiller sig af med over en million kvadratmeter studieområder og -bygninger, som har dannet ramme om et væld af tv-shows og optagelser af serier og film siden 1928.

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Se flere jobs